Læge rejser kritik efter sin mors død

Sygehusene har fået så travlt, at man overser patienterne.

Det mener Pernille Darling Rasmussen fra Roskilde, der i august sidste år mistede sin 67-årige mor fra Tune.

Forud var gået et forløb, der var så uværdigt, at den 39-årige læge ikke længere kan tie stille, skriver DAGBLADET.

- Fra hun fik besvær med at trække vejret i efteråret 2014, var min mor indlagt på fem forskellige afsnit på Køge Sygehus, tre forskellige på Roskilde Sygehus og så på Rigshospitalet. Ingen tog ansvar for at holde fast i udredningen. Hun blev kastet rundt mellem afdelingerne, og vi kunne ikke finde ud af, hvem som egentlig havde udrednings- og behandlingsansvaret, siger Pernille Darling Rasmussen, der er ansat som forsker i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Sjælland.

Hun overvejer nu sin egen fremtid i sundhedsvæsnet

Da hendes mor afgik ved døden, var der stadig ingen læge, som reelt kunne forklare, hvad hun fejlede. Datteren klandrer hverken læger, sygeplejersker eller de specifikke afdelinger. Frustrationen som pårørende og læge er rettet mod politikernes krav til sygehusene.

- Politikerne kræver, at vi skal nå at forundersøge patienterne inden for 30 dage. Men der følger ingen ressourcer med, tværtimod bliver der skåret ned. Der er sjældent tid til at lytte til patientens subjektive oplevelser, så de kan kombineres med lægens objektive undersøgelser, siger hun.

Sygehus: Ikke godt nok

På Roskilde og Køge sygehuse er man ikke "stolt af sagen".

Vicedirektør på sygehusene, Beth Lilja, understreger dog, at det er vigtigt, at pårørende åbner munden, når noget er gået galt. Den konkrete sag viser bagsiden af medaljen ved en stigende specialisering, som dog også kommer mange patienter til gavn, mener hun.

Politiker: En balancegang

Jeppe Jacobsen (DF), der er næstformand i Region Sjællands udvalg for sygehusenes behandlingstilbud, anerkender, at politikernes krav om effektiviseringer har en grænse, men tilføjer, at kravene også har kortet ventelisterne på behandling ned og dermed reddet liv.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...