Et nyt lokalt erhvervsnetværk har set dagens lys, nemlig Business Gentofte.
Formålet med det nye netværk er at styrke lokale virksomheder til vækst og dermed nye arbejdspladser, og i front for initiativet står Peter Marcussen og Henrik Rebner.
Henrik Rebner er ansat hos home i Charlottenlund og fungerer som netværkets sekretær, mens Peter Marcussen, der er leder af Safe Facility i Hellerup, er formand.
Business Gentofte inviterede til sit første netværksmøde i december, og nu kører det fast med møde hver fredag morgen kl. 7-8.30 på Gentofte Hotel.
"Grundtanken er at sætte fokus lokalt. Mange af os sidder med i andre typer af netværk, men vi savner det lokale fokus på udvikling af virksomhederne. Både de eksisterende lidt større og de mange mindre, der er drevet af en iværksætter hjemme i kælderen. Vi er omkring 10 faste medlemmer af netværket, der repræsenterer en bred vifte af virksomheder og brancher", forklarer Peter Marcussen.
På morgenmøderne diskuteres forskellige cases igennem, og medlemmerne hjælper hinanden med at komme videre med idéer og udfordringer.
"Der kommer hele tiden nye medlemmer til, men da vi ønsker brancheeksklusivitet, kan der indtil videre kun være ét medlem fra hver branche", siger Peter Marcussen.
Foruden netværksmøderne, hvor medlemmerne hjælper og inspirerer hinanden, holder Business Gentofte også uddannelsesdage, hvor medlemmerne kan invitere andre med, også fra samme branche.
Senest har netværket holdt en LinkedIn-uddannelsesdag, og snart følger en dag om brugen af Facebook og andre digitale medier, set fra virksomhedens side, samt et indlæg fra Væksthus Hovedstadsregionen.
Man kan læse mere på www.business-gentofte.net. Peter Marcussen lægger dog ikke skjul på, at hjemmesiden endnu ikke er så omfattende.
"Vi har ikke den store økonomi, og det er heller ikke meningen. Du kan blive medlem af mange erhvervsnetværk, der koster kassen. Vi ønsker at holde prisen nede, så alle kan være med", siger han.