80-årige Vagn Simonsen har boet i Ishøj i over 50 år. I endnu længere tid end det har hans store drivkraft været at fortælle historier, og det har han gjort som journalist og som forfatter. Som journalist er han nok mest kendt for sin tid på TV 2-Nyhederne, men også som forfatter har han bidraget med historier, blandt andet om nisser og julemænd.
Denne dag fortæller han fra sit hjem nær stranden i Ishøj over en kop kaffe om de mange år med historier. Ishøj-borgeren kan blandt meget andet se tilbage på at have været med til at fortælle historier fra øst- og vesttyskland før Berlinmurens fald.
- Efterhånden voksede balladen og dramatikken omkring øst- og vesttyskland. Det var hele vejen op til 1989, hvor de brød muren ned og forenede sig. Der var jeg startet på TV 2 og tog mig en del af det, da jeg kunne det sprog, der blev brugt. Jeg tog ned og lavede interviews med folk på begge sider af muren. Selvom det godt nok var forbudt journalister. I det hele taget var det folk fra Vesten forbudt at begynde at tale med nogen. Det kunne jeg godt snige mig til, og det var som regel i Østtyskland og i Østberlin. Hvis de ikke kunne se nogle betjente i nærheden, så ville de frygteligt gerne tale om, at de følte sig meget pressede og gerne ville have et andet liv end det, de havde, fortæller Vagn Simonsen og tilføjer, at det var spændende at snakke med tyskerne både før og efter murens fald.
Særligt kulturen
Ud over historierne fra Tyskland er det særligt historier fra kulturområdet, Ishøj-borgeren har holdt af at formidle. Det har primært været det, han har beskæftiget sig med på DR og TV 2 i mange år.
- Det var forfattere, kunstmalere og sådan nogle. Tv-medierne havde i stigende grad indset, at folk er interesseret i at se kunstudstillinger, så derfor skulle vi tage rundt og vise, hvad der var af muligheder. Jeg snakkede med kunstnere og hørte om deres problemer og karriere. Mens jeg var på TV 2, var der efterhånden mange publikummer til den slags. Kulturindslagene pyntede jo også som regel sidst i en udsendelse. Hvis der havde været alt mulig drama og ballade, så kunne de slutte på en lidt rolig måde ved at vise nogle nye billeder eller en snak med Asger Jorn og andre berømtheder, siger Vagn Simonsen.
Nysgerrighed
Den 80-årige journalist har let ved at sætte ord på, hvad han glæder sig mest over ved at have brugt det meste af sit liv på journalistik.
- Det har nok været det, at hvis man var lidt nysgerrig af natur, og det har jeg så altid været, så giver journalistikken mulighed for at bruge det, siger Vagn Simonsen og kalder sin nysgerrighed for medført.
Særligt én episode i hans journalistiske virke har dog været en dårlig oplevelse. Det var, da han sammen med mange andre medarbejdere blev fyret i forbindelse med en sparerunde på TV 2.
- Det var sgu noget af et chok for mange af os, fortæller Ishøj-borgeren.
Det skete i 2008 og var sådan set hans afsked med journalistikken sådan for alvor.
- Det var hårdt, men okay, jeg var jo kommet op i alderen, og der var nogle, som undrede sig over, at jeg stadig gik og arbejdede, når jeg kunne gå på pension. Siden da har jeg lavet freelance forskellige steder, og det er ikke så nemt at komme ud. Måske hvis jeg ved lejlighed får skrevet lidt om mine store og mine små bedrifter, så kan det være, at det kan lade sig gøre, fortæller Vagn Simonsen.
Og med et liv fyldt med journalistik har han mange små og store bedrifter at vælge ud fra, og også en del sjove. For nyligt har han bidraget med en af dem til Odensebogen 2016, der udkom ved udgangen af 2015.
Hans bidrag drejer sig om et møde med den berømte danser og sangerinde Josephine Baker. Mødet fandt sted, da han var ung provinsjournalist.
Josephine Baker skulle optræde i Fyns Forum i Odense, og Vagn Simonsen fik mulighed for at interviewe berømtheden på Grand Hotel. Hans møde blev dog langt fra, som han havde forestillet sig.
"En meget letpåklædt kvinde ligger i sengen uden dyne på og ser forventningsfuld på mig. "Come closer", siger hun. Jeg er helt forvirret. Hun udpeger mig en siddeplads ved sin side i sengen. Så vender hun sig om på maven og peger på sin lænd: "It is painfull here!". Jeg lægger som i refleks min hånd på hendes ryg og begynder nærmest hypnotiseret at køre den lidt rundt på hendes glatte, varme hud. Det virker som om hun nyder det, men jeg kommer til mig selv og tænker: "Hvad foregår der her? Hvad skal det dog munde ud i?". Så tog jeg mig sammen: "What shall we do next.?" spurgte jeg vist nok med en ret forventningsfuld stemme. Hun så forundret på mig: "Well, you must know best!". Jeg blev forvirret, for den udfordring var mig alligevel for stor. Så føjede hun forklarende til: "You are the Chiropractor!"", lyder en passage fra historien.
Den oplevelse står tydeligt i Vagn Simonsens hukommelse.
- Det nærmede sig en verdenssensation, men nu viste det sig jo at være en misforståelse. Hvis hun havde budt mig ned i sengen, og jeg havde fundet det rigtige sted at skrive det, så havde det nok interesseret mange, siger Vagn Simonsen med et smil.