Video: Mosede Fort ­fortæller om glemt Danmarks­historie

Lørdag var en stor dag for museet Mosede Fort. Her blev et nyt digitalt formidlingsspil til børnefamilier i udstillingen 'På kanten af krig - Neutralitet mellem krig og velfærd' nemlig indviet.

Formålet med spillet, der hedder 'Krigens Valg', er at skabe en formidlingsplatform, som skal give børn, unge og voksne noget at tale om, når de besøger museet. 'Krigens valg' knytter sig tæt til udstillingens tre hovedfortællinger: Neutralitetsforsvar gennem handel, militær og velfærd. Udstillingens historier vækkes til live, når personerne på de historiske fotografier bliver levende og beder om hjælp til at træffe svære valg i børnehøjde. Målgruppen er børnefamilier med børn i alderen 6 - 12 år.

- Der er generelt ikke så meget viden om Danmarks rolle under første verdenskrig, og derfor er det en vigtig udstilling. Jeg vidste ikke, at der var en 40 kilometer lang skyttegrav i området omkring Greve, som 20.000 menige soldater gravede, og det har jeg lært i dag. Jeg synes, at det er spændende med et spil, hvor brugerne bliver stillet over for dilemmaer, som var virkelige for 100 år siden, siger Bertel Haarder (V).

Vigtig historie

Han forklarer, at de udfordringer, som Danmark stod med og de ting, som krigen førte med sig, har lagt strømningen til den virkelighed, som vi har i dag.

- Det er lidt symbolsk, at vi står under jorden, for I har fået en vigtig del af Danmarks historie frem i lyset, siger Bertel Haarder, som samtidig understreger, at nogle af de første skitser til det velfærdssystem, som vi har i dag, blev tegnet i forbindelse med første verdenskrig.

- En masse Danmarkshistorie præger os dybt, og det er vigtigt for børn og unge at forstå, hvad der skete i Danmark dengang, lyder det fra Bertel Haarder.

Han roser samtidig Mosede Fort for at lave en historiefortælling på en moderne platform.

- Børn og unge spiller spil, læser og gør alle mulige andre ting på digitale platforme som iPads i dag, og derfor er det smart at lave spillet herpå, fordi de i forvejen er vant til at bruge en iPad, siger han.

Læs hele historien i DAGBLADET Roskilde mandag.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...