REVY: 18. juni er der premiere på årets Græsted Revy, og i weekenden blev der brainstormet, sprudlet, snakket, grinet og sunget til den første idébootcamp for kvartetten bag årets revy.
"Vi skal mødes igen om to uger, og arbejde videre på de første idéer vi fik her i weekenden. Nu var det første gang vi mødtes og fik de første idéer, så der blev selvfølgelig også snakket og hygget en del, så vi lige lærer hinanden godt at kende. Men uden at afsløre eller love for meget, så kom vi alllerede nu op med gode idéer om de gode gamle dage, religion, flygtningestrøm og selvfølgelig lidt om aktuelle politiske sager. Men nu må vi se hvad det hele ender op med. Vi glæder os i hvert fald", siger krofatter og manden bag Græsted Revyen René Richardt til Ugeposten efter weekendens idéudveksling i Græsted.
Udover René Richardt selv, består årets revyhold af Troels Malling, Birgitte Simonsen og Mogens Rex.
Troels Malling er med på Græsteds revyhold for femte gang, Mogens Rex er med for første gang og har kun én gang før lavet revy, og Birgitte Simonsen er revy-debutant.
"Troels malling er verdensmester i underspil. Ingen når ham til sokkeholderne i dét. Han synger godt, og han er et varmt og godt menneske. Jeg glæder mig altid til at arbejde sammen med Troels", siger René Richardt, og fortsætter beskrivelsen af årets hold.
"Mogens Rex har været flere år på Det Kongelige Teater, har haft mange biroller på film, og sidste år lavede han Kerteminde Revyen som var hans første revy. Han synger fantastisk, så englene synger med. Han har "funny bones" som man kalder det i branchen, og han kan lave ansigtsudtryk fra A til Z. Ham skal publikum også glæde sig til. Birgitte Simonsen er debutanten. Hun har været 17 år på Det Kongelige Teater, og hun har en power så man tror at det er løgn. Et godt supplement til mig der jo også råber lidt højt", fortæller René Richardt.
"Vi laver revy for at more og underholde, men også for at mane til eftertanke. Derfor bliver årets Græsted Revy alt fra Spillemændene og Græsted Balletten til eftertænksomhed i forhold til flygtningesituationen. Sådan skal det være, og vi glæder os", understreger René Richardt inden den 21. sæson af Græsted Revyen på Græsted Kro.