15 malerier af Sigurd Swane kommer til at mangle på Malergårdens vægge i Plejerup i Odsherred i den kommende sæson, fordi de nu er sendt på turné til kunstmuseer.
Malerierne, blandt andet det velkendte »Emigranterne« fra Malergården, med Agnete Swane og børnene Hanne, Gerda og Henrik, indgår i den tværgående udstillingen »Sigurd Swane - Maleri« med i alt 80 værker fra anerkendte museer og private samlinger. Det er den første store udstilling om Sigurd Swane i 30 år. Udstillingen er blevet til på initiativ af Øregaard Museum i Hellerup i tæt samarbejde med Odsherreds Kunstmuseum og Malergården.
Sigurd Swane er blandt de stærkeste kolorister i dansk kunsthistorie og var i begyndelsen af det 20. århundrede med i det københavnske avantgardemiljø, hvor han, inspireret af Cézanne, Matisse og de franske fauvister, satte en fransk-influeret dagsorden.
Øregaard Museum er genbo til Swane-familiens Hellerup-hjem på Tranegårdsvej 5, hvor Sigurd Swane forsøgte at stedfæste sin drøm om et paradis, inden familien i midten af 1930'erne flyttede til Malergården i Plejerup og videreførte Paradis-tanken.
- Vi er meget glade for samarbejdet med Øregaard, som er med til at føre Sigurd Swane udenfor Malergården og sætte nyt fokus på hans store betydning i kunsthistorien. På Malergården fokuserer vi på tiden med familien dér, men Sigurd Swanes væsentligste kunsthistoriske sejre blev skabt, inden han kom til Malergården i 1934, siger museumsinspektør Jesper Sejdner, Odsherreds Kunstmuseum og Malergården.
De 15 malerier, som museet bidrager med til udstillingen, vil på Malergårdens vægge blive erstattet af andre Sigurd Swane-billeder fra den righoldige samling.
Udstillingen vises også på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.