Boliger i spil på Kregme Skole

De sidste elever forlod Kregme Skole i sommeren 2014. Men nu kan der være liv på vej igen til den store skolegrund på 35.374 kvadratmeter. Halsnæs Kommune har holdt møde med Erhvervsstyrelsen for at undersøge, om skolen kan laves om til boliger efter at man i første omgang i efteråret afviste et købstilbud på skolen fra folkene bag iværksætterefterskolen New Nordic Youth.

- Vi ville høre, hvad vi har af muligheder for at lave boligbyggeri. I sådan en snak får man ikke et klar ja eller nej, men nogle signaler. Og de var tydelige synes jeg. Hvis vi forestiller os at rive skolen ned og bygge nyt fra bunden, så tyder intet på, at de vil give dispensation. Men styrelsen var ikke afvisende for at lave boliger i en del af det eksisterende byggeri, siger Kim Jørgensen, direktør i Halsnæs Kommune.

Kommunen vil nu arbejde videre med planerne om at bruge dele af skolen til boliger.

- Vi skal undersøge nærmere, hvilke muligheder vi har, og hvad der lovmæssigt skal gøres, inden vi kan gå videre, siger Kim Jørgensen og fortsætter:

- Det er rigtig svært at få dispensation til noget, men der er lidt opbrud på vej. Vores forventning var, at vi ikke ville få et decideret nej i første hug, og vi fik det, vi havde håbet på.

Boliger eller skole?

Kregme skole blev lukket i sommeren 2014, da de sidste elever blev flyttet til Arresø Skole Magleblik. Siden har skole stået tom bortset fra de lokaler, som anvendes til foreningsaktiviteter. Da skolen ligger i landszone er det efter nuværende lovgivning ikke muligt at ombygge den til boliger.

Skolen blev i efteråret sendt i udbud og budgivere har i købstilskud skulle angive fremtidig anvendelse af ejendommen. Udover et bud fra efterskolen New Nordic Youth om mulighed for at købe skolen kom der to bud fra ejendomsinvestorer, som ønskede at udnytte grunden til boliger, bød på grunden. Alle tre bud blev afvist, da kommunen ønskede at undersøge sine muligheder hos Erhvervsstyrelsen inden et salg.

Nu kan Kregme Skole inden længe være i udbud igen.

- Når vi har fundet ud af, hvad der er muligt, og hvordan vi kan gøre det, så laver vi en ny udbudssag, hvor det tydeligt fremgår, at der er mulighed for boligbyggeri, siger Kim Jørgensen og slår fast, at det ikke betyder, at man hellere sælger skolen til ejendomsudviklere fremfor efterskole-folk.

- Vi forestiller os ikke, at der skal være boliger, men påpeger, at det kan man også bruge grunden til. Og så må den bedste mand vinde i udbuddet, lyder det fra Kim Jørgensen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...