Otte skuespillere inviterer publikum helt tæt på, når »Et åndedrag fra døden« får premiere 12. marts på Næsbyholm Slot. Publikum skal nemlig bidrage aktivt til opklaringen af et mordmysterie skabt af den svenske manuskriptforfatter Per E. Pettersson.
Han har i Sverige haft stor succes med sine mordgåder.
Nu forsøger han at flytte konceptet til Danmark, hvor han i samarbejde med otte erfarne skuespillere skal guide publikum igennem mysteriet, der får fornøjelsen af at gætte, hvem morderen er.
Ditte Ylva Olsen, som er opvokset i Kalby og Næstved, og kendt fra blandt andet »Vild med Dans« og »Dicte«, spiller den myrdede Frøken Louise. I teorien kan hun have dræbt sig selv.
Hun har nemlig to roller i stykket. Udover rollen som Louise spiller hun også husbestyrerinden Katja, som er en af de otte mistænkte.
- Det bliver spændende at lave teater på denne måde. Jeg glæder mig til udfordringen med at få inkluderet publikum, siger Ditte Ylva Olsen.
Hun er overbevist om, at det nok skal komme til at gå godt og roser sine medskuespillere.
- Det er et godt og underholdende hold, jeg arbejder sammen med, siger hun.
Ditte Ylva Olsen går med overvejelser, om hun skal gøre brug af sin lokale baggrund, når hun indtager rollen som Katja.
- Endelig har jeg mulighed for at gøre brug af min sydsjællandske dialekt, når jeg optræder. Jeg har tænkt, at det kunne være sjovt, men jeg skal jo heller ikke stjæle hele stykket, siger hun og griner.
Der er godt gang i den på slottet i de her dage. Hele holdet er samlet, og der bliver øvet på livet løs frem mod premieren. Mads Korsgaard er ophavsmand og oversætter for den danske satsning. Han er spændt og glæder sig.
- Jeg har medvirket i de svenske mordgåder, og tænkte det kunne være sjovt at forsøge i Danmark. Da forfatteren var med på ideen, tog jeg kontakt til de forskellige skuespillere og nu står vi så her, siger han.
At det lige bliver Næsbyholm Slot, der får fornøjelsen af at danne scene for mordgåden, er ikke tilfældigt.
- Vi har besøgt mange steder, men faldt for Næsbyholms smukke omgivelser og slot. Det er her det føles rigtigt, forklarer Mads Korsgaard.
Skuespillerne kigger spændt frem mod premieren, og skulle forestillingen gå hen og blive det hit, de håber på, vil man kunne forvente yderligere mordgåder i fremtiden.
Der kan bestilles billeter til forestillingen på mordgåde.dk