To år og et par måneder fik Peter Frank i direktørstolen i HB Køge. I sidste uge, 7. januar, havde han sidste arbejdsdag og kan nu søge nyt arbejde. Egentlig var det planen, at han skulle blive til marts, men nu er han altså stoppet.
- Vi har accepteret at fritstille Peter før tid. Vi opsagde af strategiske årsager Peter med et halvt års opsigelse, og havde brug for Peter til bl.a. at gennemføre en overlevering til den nye bestyrelse. Det er nu gennemført, og for at give Peter mulighed for at have den fornødne tid til at finde et ny job, har vi altså valgt at fritstille ham allerede nu. Jeg vil gerne benytte lejligheden til på vegne af bestyrelsen at takke Peter for et dedikeret arbejde i klubbens tjeneste og ønsker ham alt godt i fremtiden, siger HB Køge bestyrelseformand Kenneth Christiansen.
HB Køge har det seneste tid skiftet en del ud på vigtige poster:
Først skiftede klubben bestyrelsesformand i slutningen af november, hvor Kenneth Christiansen afløste Henrik N. Andersen.
I december stod det så klart, at Per Rud ville vende tilbage som sportsdirektør og afløse Peter Frank, og lillejuleaften kom så meddelelsen om, at træner Henrik Pedersens tid i klubben var slut.
Få dage efter meddelte klubben så, at Henrik Lehm ville blive ny cheftræner.
Også i spillertruppen sker der udskiftninger:
Sami Kamel og Caion stopper. Kristian Pedersen er måske ved at blive solgt. Kristoffer Munksgaard er særdeles tæt på et skifte til Næstved, og endelig meldes angriber Brandão som interesssant for flere Superligaklubber.
Indtil videre er eneste nye spiller midtbanemanden Henrik Madsen, der er hentet i konkursramte FC Vestsjælland.