Ude af drift.
Den besked oplever pendlere ofte på stationer i Gentofte Kommune, når de vil tage elevatoren. Senest skete det på Charlottenlund Station.
Nogen kan trække på skuldrene og slæbe cyklen eller barnevognen op og ned ad trinene. For andre brugere er det ikke bare generende, det hæmmer deres bevægelsesfrihed, forklarer formand for Ældre Sagen i Gentofte, Jette Sørensen.
"Mange af vores medlemmer er afhængige af en elevator, der virker, men oplever ofte, at den, især på Ordrup Station, er ude af drift. Det afskrækker mange ældre fra at tage toget, fordi det ligger i baghovedet på mange af dem, som jeg har talt med, at de må gå hjem igen, hvis elevatoren er i stykker. Det er for dårligt, at der ikke er en bedre service. Det er offentlig transport, som man betaler for, og man bør få en ordentlig service til gengæld", siger hun.
Formand for Handicaprådet og Danske Handicaporganisationer i Gentofte, Hans Rasmussen, bakker Ældre Sagen op.
"Det er et generelt problem på stationerne i Gentofte Kommune, og det er katastrofalt for folk i kørestol og med rollator, som må opgive at komme af sted med toget. DSB og Banedanmark gør det sværere for folk, som allerede er i en svær situation", siger han.
Han opfordrer til, at DSB og Banedanmark inde på Rejseplanen gør opmærksom på det, hvis en elevator er ude af drift.
"Så har brugerne i det mindste en chance for at planlægge deres rejse", siger han.
Hos DSB, der har ansvaret for elevatorerne på Ordrup og Charlottenlund stationer, erkender Niels Dam, chef for Bygherre & Entreprise, at der har været en del fejl på elevatorerne i løbet af efteråret.
"Elevatorerne er der for at hjælpe vores gangbesværede kunder, så selvfølgelig er det beklageligt, når de ikke virker. Men det er teknik, og teknik kan bryde ned. I nogle af tilfældene er det desværre på grund af hærværk", siger han.
Niels Dam har lavet en aftale med et firma, der skal gennemgå alle DSB's elevatorer i den kommende tid.
"Jeg vil have en driftsstatus, et overblik, så vi forhåbentlig kan komme på forkant med de tekniske nedbrud", siger han.
Det har ikke været muligt at få oplyst præcist, hvor mange nedbrud på elevatorer på Ordrup og Charlottenlund stationer der skete i 2015.
Hos Banedanmark er de også gået i gang med at tjekke status på deres fem elevatorer på Hellerup Station.
"Jeg tager selvfølgelig kritikken fra Ældre Sagen og Handicaprådet til mig. Elevatoren er en afgørende vej til stationen for mange mennesker, så det er rigtig ærgerligt, når den ikke virker. Ét nedbrud er ét for mange. Men det er dynamiske, tekniske anlæg, som hver dag anvendes af rigtig mange mennesker, så der vil være nedbrud, uanset hvad vi gør", siger sektionschef Søren Thrane.
I 2015 var der i alt meldinger om 40 nedbrud på Hellerup Stations fem elevatorer. I 15 af tilfældene virkede elevatoren dog, da teknikerne rykkede ud.