Det første tegn, man får på den hudløst ærlige og uhøjtidelige stemning, der hersker hos anlægsgartnervirksomheden Thomsen’s Aps i Skovshoved er, når man spørger til folks titler. Her florerer ingen smarte ord på engelsk, her passer man sit arbejde og går ikke op i etiketter, så der bliver nærmest kigget lidt spørgende rundt i lokalet.
“Jeg er vel salgschefen,” siger Mikkel Thomsen. “Og jeg er vel direktøren,” siger hans far, Karsten Thomsen. “Og jeg er gift med Karsten, så jeg er den onde stedmoder, sekretær og blæksprutte m.m.,” griner Søs Thomsen.
Det var Karstens far, Ivar Thomsen, der startede virksomheden i 1968 på Teglgårdsvej 4A, hvor den stadig holder til. Respekten for skæve eksistenser og ikke mindst villigheden til at give dem en chance på arbejdsmarkedet var der fra begyndelsen.
“På den anden side af gaden ligger der en bygning, der kaldes ’Den gamle skole’, hvor der boede subsistensløse. Min far snakkede med dem, gav dem lidt arbejde i ny og næ. Jeg blev opdraget til at respektere alle lag i samfundet. Hvis jeg sagde noget nedsættende om dem, blev han vred. ’Hvad fanden bilder du dig ind? Hvem tror du, du er?’, kom det så fra ham,” fortæller Karsten om sin socialt engagerede far, der var fodboldtræner i SIF i sin fritid.
Thomsen’s har derfor altid haft et tæt samarbejde med de omkringliggende kommuner, der ved, at de kan ringe, hvis de har nogen, der skal hjælpes i gang igen efter druk, stofmisbrug, skilsmisse, depression eller en af de andre ulykker, der kan ramme et menneske. Firmaet har også haft et samarbejde med Tvendehus i Lyngby, der netop arbejdede med udslusning af socialt udfordrede, men som ikke længere eksisterer.
“Det sociale ansvar, det tager man bare, det er ikke til debat. Sådan har det altid været. Det er en del af vores dna,” istemmer Mikkel Thomsen.
Ikke en varmestue
Både far, søn og Søs understreger, at det ikke er en varmestue, de driver. Eller et socialt kontor. Selvfølgelig er der også typer, der ikke passer ind, eller som ikke kan honorere de krav, man må stille som et firma med masser af ordrer i bogen.
“Vi sælger ikke os selv på, at vi tager et socialt ansvar. Vi sælger os selv på, at vi leverer den bedste service og den bedste kvalitet,” siger Mikkel Thomsen.
Men når det er sagt, så holder de faktisk alle af at arbejde med skæve eksistenser, hvoraf mange af dem i dag er betroede medarbejdere. Andre er taget videre til nye græsgange, men troen på dem selv blev opbygget hos Thomsen’s, hvor de fik luft i hovedet og jord under neglene.
“Når tingene flasker sig, så får du nogle medarbejdere, du ikke kan købe for penge. Medarbejdere, der er hamrende stolte af at være kommet på fode igen. At være en del af holdet,” siger Mikkel Thomsen.
Der er omkring 30 ansatte i familiefirmaet, der bl.a. også beskæftiger et par brødre til Mikkel, en bror til Karsten samt et par fætre og svogere.
Bruger mange ressourcer
De sætter ikke mennesker ind i Excel-arker hos Thomsen’s, så spørgsmålet om, hvor ofte det egentlig lykkes at hjælpe socialt udfordrede i egentlig beskæftigelse, afføder igen lidt spørgende blikke.
“Måske i halvdelen af tilfældene. Vi bruger mange ressourcer på det, og det kan sagtens være både hårdt og tungt, men dem, der tager det hårde slæb, er jo medarbejderne, der tager dem med ud.”
Søs Thomsen nikker.
“Vi er meget familiære med hinanden. Tætte uden at være tætte, hvis du forstår? Der er mange, der har været her i mange år. Vi har fået skabt en kultur, hvor vi er noget for hinanden. Man skal have den favnende kultur i sig for at kunne være hos os. Vi har da prøvet nogle typer, der ikke passede ind, fordi det for dem bare var et arbejde. Men det er kun sket ganske få gange,” siger hun.
Thomsen’s bliver kontaktet 8-10 gange om året af de omkringliggende kommuner, bl.a. selvfølgelig Gentofte Kommune, der i november hædrede firmaet med den nyindstiftede ’Vi ta’r ansvar’-pris. Men det er langt fra hver eneste gang, de siger ja til at tage nogen ind.
“Det handler om at kunne være noget for dem, så vi kan kun klare ca. to ad gangen. Nogle er her 3-4 måneder, andre bliver. Succes for os er, at vi får hjulpet dem på fode. Hvis de så har lyst til at blive, og det hele spiller, er det bare en ekstra bonus,” siger Karsten Thomsen.
Hvis verden bryder sammen
Gartnerfirmaet tager også flygtninge ind eller folk, der ikke kommer via kommunen, f.eks. folk med diagnoser af den ene eller anden art.
“Det betyder ikke noget, hvor folk kommer fra, eller om de har en bogstavrække efter deres navn. Hvis bare de har gåpåmod, drive og er søde og venlige. Vi tør også godt sætte os ned og tage en snak om det, hvis deres verden bryder sammen. Men vi kræver ærlighed og ordentlighed omkring det, der vælter dem. Hvis de siger, de har brug for et par dage fri, så får de det. Men vi accepterer ikke narkomisbrug. Vi har nul tolerance for alkohol og stoffer,” fortæller Søs Thomsen.
Nogle af de folk, der i dag er nøglearbejdere, har fået mere end én chance. De havde bl.a. en mand, der blev ustabil på grund af stoffer. De sendte ham i samarbejde med kommunen afsted til et misbrugscenter med beskeden om, at han godt måtte komme igen, hvis han kunne holde sig clean.
“I dag kan vi ringe til ham kl. 23 om aftenen, hvis vi får behov for det. Det gør vi ikke... men det kunne vi, hvis vi ville,” fortæller Mikkel Thomsen.
Når han og Karsten bliver utålmodige, så er det Søs, der er uddannet pædagog, der tager over. Hun er bedst til dem, der har det allersværest, smiler de to herrer. Mikkel er til gengæld god til at tale lige ud af posen, siger Søs og Karsten. Og så er der Karsten...
“Karsten er god til alt det, der ligger bagved. Han er god til at tale med medarbejderne, god til det diplomatiske. Der ryger aldrig en finke af Karstens pande,” siger Søs.
Glade for anerkendelse
Jo mere Villabyerne spørger ind til det mulige bøvl med de typer, andre virksomheder ville betakke sig for at røre med en ildtang, jo mere klar i mælet bliver Mikkel og Karsten.
“En del af min lyst til at drive virksomhed er at hjælpe mennesker, der har brug for en hjælpende hånd. Det er det, der gør mig allermest stolt. Derfor var vi også sindssygt glade for den der,” siger Mikkel Thomsen og peger op på det synlige bevis på ’Vi tar’ ansvar-prisen’, Balder Olrik-litografien, der har fået sin hædersplads på væggen.
“Man går ikke kun på arbejde for at tjene penge, det ville da være røvsygt,” supplerer hans far, der glæder sig over alt det humør og de farver i paletten, de skæve eksistenser også bidrager med.
Ingen faste akkorder
Når man har psykisk sårbare mennesker i sin stald, handler det om ikke at presse dem unødigt.
“Vi giver helst ikke vores medarbejdere faste akkorder. De skal arbejde i det tempo, de kan klare. Når de spørger, hvor lang tid, de har til den enkelte opgave, svarer vi, ’det er ikke dit problem, det er vores problem’. På den lange bane kan det ikke betale sig at presse folk, for så knækker de bare til sidst,” siger Karsten Thomsen.
Hvis der skulle sidde en kyniker og få den tanke, at I har fundet en snedig måde at skaffe billig arbejdskraft på, hvad siger I så til ham?
“At han ikke ved, hvad han taler om. Det koster både tid og penge at løfte et socialt ansvar. De svende, der har sårbare folk med ude på opgaver, når ikke så meget, som de ellers ville kunne. Det kan da godt være, det går i nul, men det går i hvert fald ikke i plus,” siger Mikkel Thomsen.
Et hårdt liv
En af dem, der er lykkelig for at have fået en chance hos Thomsen’s, er Niels Henrik Lund. Han har tidligere været specialarbejder og arbejdet som både brolægger og tømrer.
Hænderne er med andre ord skruet rigtigt godt på Niels Henrik, men han har efter eget udsagn haft et hårdt liv med alt for meget druk, alt for mange stoffer og en dyb depression på et tidspunkt.
Det var en af hans venner, der rådede ham til at søge arbejde hos Thomsen’s.
“Undskyld, jeg forstyrrer, har I brug for en frisk mand,” spurgte Niels Henrik en tidlig onsdag morgen for fire år siden. “Kom på fredag,” lød svaret.
Her mødte han bl.a. Karsten og Mikkel. “Det må jo komme an på en prøve. Du får besked efter weekenden uanset hvad,” sagde Karsten til ham.
Niels Henrik var ikke nået hjem på cykel, før han fik at vide, at han kunne starte mandag. Opgaven lød på en terrassebrolægning sammen med Karstens bror, Morten. Og han kunne godt se, at Niels Henrik havde arbejdet med sten før.
Fik en chance til
Da Niels Henrik Lund var kommet godt i gang, måtte han desværre sygemelde sig, fordi han skulle opereres for brok.
“Den back up, jeg mødte, har jeg kun oplevet én gang før i mit 50-årige liv. Der bliver virkelig passet på én. Og det er ikke kun cheferne, det er også de ansatte.”
Til sidst måtte deres veje alligevel skilles, for Niels Henrik var så fysisk dårlig, at han ikke kunne arbejde. Og så knækkede filmen fuldstændig for ham.
“Jeg fandt ud af, hvor hårdt jeg havde presset mig selv. Jeg var helt færdig. Knust. Tæt på at give op. Men jeg havde en kammerat, der sagde, ’den går sgu ikke, du’. Vi indledte et samarbejde. Hjalp hinanden og støttede hinanden. Det var det, der reddede mig og så det, at jeg kunne komme tilbage til Thomsen’s,” siger Niels Henrik Lund, som siden dette interview blev lavet, faktisk har fået tildelt et flexjob.
Niels Henrik må i dag leve med svær KOL. Sygdommen betyder, at hans lunger kun kører på 47 procent, så han kan max klare tre timers arbejde om dagen.
“Men jeg har fået en ny chance. Det betyder alt for mig.”
