Prostituerede kan få hjælp på Brænderigården

Rehabiliteringscentret Liva Rehab åbner en rådgivning i Vordingborg. Rådgivningen er for 18- til 30-årige med skader efter prostitution, vold og incest. Adressen bliver Algade 104 i et ledigt lokale på aktivitetscentret Brænderigården.

- Det er måske ikke den optimale placering. Nu må vi i første omgang se, hvor stor efterspørgslen bliver. Er der behov for det, må vi finde en anden løsning, siger social- og arbejdsmarkedsdirektør Helle Linnet fra Vordingborg Kommune til Sjællandske onsdag.

Hun har gennem årene set mangt og meget. Alligevel er hun overrasket over de beretninger, hun hører fra Liva Rehab.

- Vold og incest møder vi i andre sammenhænge, men prostitution er ikke synligt. Derfor er det et problem, vi som myndighed ikke har været involveret i, siger hun og tilføjer, at unge piger helt ned til gymnasiealderen ifølge Liva Rehab betaler husleje med deres krop.

- Jeg tror, at det forekommer mere i storbyerne end på landet, men fordi det er en verden, vi som myndighed ikke har været tæt på, er det positivt, at en privat organisation rejser problemstillingen, siger Helle Linnet.

Den nye rådgivning er et toårigt projekt finansieret af TrygFondens regionale råd i Region Sjælland.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...