Der er ingen udsigter til, at Seth Sethsen bliver prøveløsladt. Den nu 67-årige livstidsfange, der i 1985 blev kendt som “taxa-morderen”, har snart siddet 37 år i fængsel, og i juni sidste år stadfæstede Højesteret beslutningen om ikke at prøveløslade ham.
Det skete efter retten i Glostrup i maj 2021 havde afvist en prøveløsladelse, og Østre Landsret i december samme år omstødte kendelsen og nåede frem til en afgørelse om, at Kriminalforsorgen skulle fastsætte vilkår for en prøveløsladelse.
Efter afgørelsen i Højesteret var gået Seth Sethsen imod, oplyste hans forsvarsadvokat, Henrik Stagetorn, at det sidste punktum måske ikke var sat.
“Vi er rigtig ærgerlige over afgørelsen fra Højesteret, og vi overvejer, hvad vi skal gøre videre. Det mest oplagte er at prøve Den Europæiske Menneskeretsdomstol. Men det har vi ikke besluttet endnu”, sagde han dengang.
Men overfor Albertslund Posten lader Henrik Stagetorn nu forstå, at overvejelserne om Strasbourg er droppet:
“Vi gør ikke mere", skriver han i en kortfattet mail til redaktionen.
Ifølge flere medier blev afslaget på prøveløsladelse af Kriminalforsorgen blandt andet begrundet med, at Seth Sethsen har afvist at lade sig mentalundersøge.
Skudt under røveri
Seth Sethsen blev dømt for den 19. oktober 1985 at have skudt og dræbt taxachauffør Kurt Gaarn-Larsen i hans vogn i Albertslund.
Den dengang 30-årige Seth Sethsen blev anholdt på Galgebakken få dage efter, hvor han erkendte drabet. Men de to dræbende skud blev ifølge hans forklaring affyret ved et uheld, da der opstod tumult i forbindelse med et røveri, han ville begå.
AP skrev blandt andet om sagen, at 17 kriminalfolk arbejdede på fuldtid på at finde tilstrækkeligt med beviser mod Seth Sethsen, og Glostrup Politi, som det hed dengang, bad blandt andet gårdmænd om hjælp.
Politiet fik også foretaget en rekonstruktion af hændelsesforløbet i området omkring Albertslund Station.
