Sådan gør du, når du møder spøgelsesbilister

Sjælland: Møder man en spøgelsesbilist på eksempelvis motorvejen er det bedste man kan gøre er at holde til højre i vejbanen. Sådan lyder rådet fra Vagn Lynggaard Bech, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

- Normalt holder spøgelsesbilisterne til højre, fordi de tror, de eksempelvis kører på en landevejsstrækning. Der, hvor bilisterne typisk ramler sammen med en spøgelsesbilist er, når man er i gang med at foretage en overhaling, siger han, til DAGBLADET.

Ifølge Vejdirektoratet bør man sætte hastigheden ned, men samtidig tilpasse farten, så andre bilister ikke prøver at overhale.

Vejdirektoratet advarer imod at man forsøger at stoppe spøgelsesbilisten selv.

- Man skal skynde sig at kontakte enten politiet på 112 eller Vejdirektortets trafikinformation. Gerne begge dele, siger Vagn Lynggaard Bech.

Skulle man selv være så uheldig at blive spøgelsesbilist anbefaler Vejdirektoratet, at man tænder havariblinket og dernæst kører ind til siden så tæt på autoværnet som muligt og standser bilen.

Dernæst bør man ringe 112 og fortælle det til politiet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...