Den 1. januar fusionerede CPH West og KTS. Visionen bag er at skabe et bedre og bredere uddannelsesudbud til unge i Storkøbenhavn. Fusionen blev meldt ud i december, og for nylig blev den nye skoles navn vedtaget. Fusionen kommer til at hedde 'Next - Uddannelse København'.
Mandag den 11. januar holdt fusionens nye bestyrelse møde, og det er i forlængelse af det møde, at navnet er faldet på plads.
Ole Heinager, tidligere direktør for KTS og nu direktør for Next - Uddannelse København, forklarer tankerne bag navnet.
- Navnet skal grundlæggende signalere en udvikling og bevægelse mod noget nyt. Det kan være folkeskoleeleven, der tager næste skridt ved at vælge et af vores 10 gymnasier eller en af vores over 40 erhvervsuddannelser. Det kan være vores nuværende elever, som tager det næste skridt i deres faglige udvikling, eller det kan være, når vores elever tager skridtet ud på arbejdsmarkedet eller på en videregående uddannelse, fortæller han.
Den 14. januar blev det nye navn meldt ud i organisationen, men et større, praktisk arbejde mangler stadig.
- Indtil videre er vores medarbejdere, interessenter og elever informeret om navnet. Da der ligger et større praktisk arbejde i forbindelse med blandt andet skiltning på vores bygninger og informationsmaterialer, vil elever og medarbejdere dog indtil videre opleve, at rammerne er de samme som før. Det samme gælder for unge, som skal søge ind på vores uddannelser. De skal stadig søge ind via vores "gamle" navne på optagelse.dk, siger Ole Heinager.
Næste skridt
Den nye bestyrelse har på mødet i januar også "nikket" til nogle planer for det fremadrettede arbejde med fusionen.
- Bestyrelsen har nikket til, at vi i løbet af den kommende uge slår en række direktørstillinger op i forhold til den nye organisation. Peter Christensen, der er vicedirektør på CPH West, træder tilbage og går på pension efter 40 års tjeneste. Derudover er vicedirektøren på KTS blevet direktør for Skive Tekniske Skole, forklarer Ole Heinager.
Direktøren skal helt konkret ud at finde tre direktører til den nye organisation.
- Jeg skal finde to uddannelsesdirektører. Den ene får ansvar for erhvervsuddannelserne og efteruddannelserne, og den anden får ansvar for alle gymnasierne. Dertil kommer en udviklingsdirektør, som har ansvaret for kompetencer på tværs af hele skolen. Rasmus Aare Nielsen, ressourcedirektør på CPH West, og jeg fortsætter i direktionen, siger Ole Heinager.
Frem til august kommer både CPH West og KTS til at gøre, som man plejer.
- Både gymnasierne og erhvervsuddannelserne kører videre i gammelt KTS- og CPW West-regi. Når vi får den nye direktion, laver vi en ændret organisation. Frem til 1. august gør vi, som vi plejer, fortæller direktøren.
Mens hovednavnet, Next - Uddannelse København, er på plads, så går der lidt, før de enkelte uddannelser får deres endegyldige navn.
- Lige nu går vi i gang med en strategiproces, hvor vi ser på strategierne for hele gymnasieområdet, erhvervsuddannelsesområdet og området for efteruddannelse. Det er vi færdige med i maj. Når vi har den strategi på plads, kan vi besætte de øvrige lederstillinger. Før vi har organisationen på plads, går vi ikke ud og navngiver de lokale afdelinger, og vi vil gøre rigtig meget ud af sub-brandingen, siger Ole Heinager.
