erikf
Som led i Tingbjerg-Husum Byudviklingsstrategi skal forvaltningen nu i gang med forarbejdet til en lokalplan for bl.a. Bystævneparken. Den politisk besluttede Helhedsplan Bystævneparken indeholder følgende funktioner: Plejeboliger til ældre, socialpsykiatrisk center og ungdomsboliger, private familieboliger og øvrige faciliteter fx dagsinstitution, aktivitetstilbud, storkøkken. Planen betyder, at næsten hele den nuværende bebyggelse skal rives ned.
Som supplement hertil foreslår Lokaludvalget, at der også skabes mulighed for, at arealet kan rumme etableringen af attraktive seniorbofællesskaber. Lokaludvalget har tidligere ved forskellige lejligheder fremsat ønsket om attraktive boliger til seniorer blandt andet i høringssvaret til kommunens ældrepolitik ’Lev Stærkt – hele livet’ samt i Lokaludvalgets netop vedtagne aktuelle arbejdsplan for 2016.
Boliger og fællesskabstanken
Lokaludvalget har på sit møde i december vedtaget en udtalelse om seniorboliger, som er stilet til Teknik- og Miljøforvaltningen, som input til det forestående arbejde med lokalplanen.
- I mange af bydelens villaer bor seniorer, for hvem det kunne være attraktivt at flytte til noget nyt, velfungerende byggeri, som er bygget op om fællesskabstanken. Derved vil større rummelige villaer blive frigjort til nye københavnerfamilier. Bystævneparken med naturskønne omgivelser og de andre planlagte funktioner kunne udgøre en god ramme for et seniorbofællesskab, siger næstformanden for Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Hans S. Christensen. Han tilføjer, at Lokaludvalget gerne vil undersøge, om der kan skabes en interessegruppe blandt borgerne og i givet fald understøtte gruppen, som kunne være med til at udforme projektet.
- Interesserede borgere kan allerede nu henvende sig til Lokaludvalgets sekretariat i EnergiCenter Voldparken og være med til at præge udviklingen, slutter Hans S. Christensen.
