Det er ikke nogen almindelig rejse, marketingchef i Synoptik Poul Kuhberg, 56 år fra Taastrup, har været på. Det har i alle årene været under samme tag hos brillekæden Synoptik - men den startede et helt andet sted end i dag, hvor han den 4. januar kan fejre 40 års jubilæum.
Det er de færreste danskere, der nogensinde kommer i nærheden af at kunne fejre 40-års jubilæum på samme arbejdsplads. Det er nærmest en bedrift i sig selv og vidner om mange kvaliteter hos både jubilar og virksomhed. Den 4. januar runder marketingchef i Synoptik, Poul Kuhberg, dette bemærkelsesværdige hjørne. Han blev færdigudlært i 1981 og har siden været garant for kvalitet, troværdig service og høj faglighed først inden for optikerfaget og senere som en del af marketing teamet i Synoptik.
Fra gulvet til chefstolen
Poul Kuhberg startede i 1976 hos Synoptik i City 2 i Høje Taastrup. Året efter startede han som optiker elev i Synoptik i Brønshøj og blev fire år senere udlært som optiker fra Synoptik i Hundige. Efterfølgende har Poul arbejdet i og haft ansvaret for en række Synoptik butikker rundt om i hele Danmark og kan derfor om nogen siges at være firmaets mand, der kender alle leder og kanter af den succesfulde optiker kæde. Optikerfaget var dog ikke helt nok for Poul, hvis tørst efter faglig udvikling viden har været en central drivkraft gennem hele hans karriere.
Efter at have færdiggjort sin HD(A) i 1986 blev Poul Kuhberg to år senere udnævnt til marketingchef i Synoptik. Titlen bærer han stadig, men gennem alle årene har Poul Kuhberg prioriteret at efteruddanne sig og tilegne sig ny viden, så han i dag kan skrive både journalist og en master-uddannelse i cross media på sit CV. I 2015 påbegyndte han desuden en diplomuddannelse inden for sociale medier, hvilket vidner om en nysgerrig og videbegærlig person, der i hele sin karriere har haft fokus på at udvikle sine faglige kompetencer.
En handlingens mand
Af kollegaer beskrives Poul Kuhberg som en handlingens mand, der med humor, varme og enorm erfaring drives af at levere resultater og som sørger for at få tingene gjort. Poul fejrer dagen sammen med resten af Synoptik, som i år ligeledes kan fejre, at optikerkæden i 85 år har hjulpet millioner af danskere med at gøre en synlig forskel i deres liv.
