- Det her er et fantastisk job

Per Christoffersen har været leder i klub 5'eren siden 2002, men det er 25 år siden han blev ansat på stedet som pædagogmedhjælper.

Han er blevet lidt mere grå i toppen, men smilet, interessen og engagementet i de unge i Klub 5'eren er stadig helt intakt.

Per Christoffersen kan på fredag den 29. januar fejre sit 25-års jubilæum i klubben, hvor han har været ansat siden 1990.

Per startede som timelønnet medarbejder, hvor han efter at have brugt sin uddannelse som mekaniker i et par år, kom til at savne at være noget for andre mennesker.

Han søgte job i fritidshjemmet, der var tilknyttet Charlotteskolen, som han selv havde gået på og blev først ansat som timelønnet og derefter som fastansat pædagogmedhjælper.

Klar til livet

I 2002 blev han leder af Klub 5'eren, som den var kommet til at hedde og siden har Pers ånd for alvor præget stedet.

»Vi har med mange forskellige børn og unge at gøre, fordi vi ligger i et mangfoldigt område med 45 nationaliteter og i vores klub handler det om at være hele mennesker og om at gøre de unge klar til livet,« siger Per Christoffersen.

»De unge har det, de har og vi skal finde ud af, hvordan vi kan få puttet mest muligt i dem. Vi kan ikke altid gå foran dem, men vi kan underbygge deres styrker,« forklarer Per.

At børn og unge i 5'eren har tillid til de voksne i klubben er meget vigtigt.

»Der gælder samme regler for alle og vi vil have, at alle behandler hinanden ordentligt. Derfor er stabile voksne meget vigtigt og det har vi her,« siger Per.

Selvom han har meget administrativt arbejde som leder, sætter han sig gerne sammen med medlemmerne og spiller musik eller hygger, for han vil være en del af dagliglivet i klubben.

Fantastisk job

Per Christoffersen har på intet tidspunkt kedet sig i de 25 år, men han kan alligevel ikke helt forstå, at der er gået så mange år.

»Egentlig ville jeg have svoret, at jeg aldrig ville være i samme job så længe, for det kendetegner ikke mig at hænge fast, men der sker hele tiden noget nyt her og det er et fantastisk job,« siger jubilaren.

Privat er han også omgivet af børn, for han har selv fem. Familien bor i Holbæk og her kobler Per af dels ved at være sammen med familien, men også ved at spille blues og rockmusik i det orkester, han for mere end 25 år siden startede sammen med venner fra Charlotteskolen.

Der er reception for Per Christoffersen i Klub 5'eren fredag den 29. januar kl. 14-17 og i klubbens ånd er det børnene der er i fokus og derfor serveres der kagemand.

Om aftenen skal Per Christoffersen en tur ned ad Memory Lane med gamle medarbejdere og klubmedlemmer, som holder en stor fælles fest.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...