Det gjorde ondt på mange, da Hotel Prindsen i Roskilde gik konkurs i juli 2015. I 350 år har der været drevet hotel i Algade 13, og nu varer det ikke længe, før det er tilfældet igen. Det er Zleep Hotels, der står for driften under navnet Prindsen by Zleep Hotels, og renoveringen er godt i gang - med respekt for historien.
Samtlige 73 værelser er ved at få nye badeværelser, men de største ændringer sker i stueetagen, skriver DAGBLADET Roskilde.
Det gamle vindfang fjernes og erstattes af en glaskonstruktion, den store reception sendes på pension til fordel for en betydeligt mindre. Det giver mulighed for at udnytte pladsen til andre ting.
I det nordøstlige hjørne ud bygningen skal der indrettes »morgenmadsrestaurant« med et minikøkken, men på andre tidspunkter af døgnet skal det fungere som lounge, hvor man kan hygge sig med en kop kaffe eller sidde at arbejde - en form for dagligstue, hvor der er liv hele dagen.
Det store område bag skranken bliver også en stue med Harry Potter-agtig stemning, som bl.a. hjælpes på vej af tunge gardiner på væggene og oversize stole, som man kan lade sig synke ned i. Stolene bliver specielt designet til stedet.
Læs mere om Prindsens forvandling i DAGBLADET Roskilde.