Selvfølgelig ligger der en masse papir og pap fra afskudt fyrværkeri, henkastede plasticglas og knuste flasker. Der er også rester af natmad i form af pizza'er, der ikke blev helt spist, eller en durüm-rulle, som led samme skæbne.
Men hvis man kikker på byens postkasser, butiksfacader og vinduer m.m., så lader det til, at hærværksmændene er blevet hjemme nytårsaften.
En enkelt cykel er smidt ud på gaden og har fået et ekset baghjul, men det er faktisk det eneste, der skiller sig ud fredag morgen ved 08.30-tiden, da Sjællandske inspicerer bymidten, som i øvrigt ligger ganske øde hen.
Tågen ligger fortsat tungt henover byen denne morgen, men krudttågerne er for længst dampet af. Tilbage er der fast arbejde for kommunens folk, der lidt senere på dagen ventes at gå i gang med at få ryddet op efter festen.
En fest, som altså er foregået ganske roligt, hvis man spørger det lokale politi, brand- og ambulancefolk.
Som det kan læses andetsteds på sn.dk, så var der rimelig roligt i Nordbyen - på Motalavej i Korsør var der absolut ingen problemer overhovedet - og antallet af voldssager, som politiet har registreret, var lig nul. Til gengæld var der syv mindre skader som følge af fyrværkeriet - ingen af dem var dog alvorlige.
For år tilbage så var det ellers normalt at se indtil flere bortsprængte postkasser i byen, men det lader ikke til, at én eneste postkasse har måtte lade livet. Og selv om der nok er færre kasser nu om dage, er det alligevel bemærkelsesværdigt.
Selvfølgelig kan det ikke udelukkes, at der er sket hærværk andre steder end i Slagelses bymidte, men det eneste, der kan ses på årets første dag, er tydelige spor efter en masse mennesker, der har holdt en forrygende fest.