Er døden overhovedet værd at tale om, før den banker på døren? Ja uden tvivl, mener Charlotte Havgaard, der arbejder som bedemand.
- Nogle gange virker det som om, at vi danskere går rundt med noget berøringsangst, når det kommer til døden. Det er ofte sådan en lidt ubehagelig størrelse, vi helst ikke vil bruge for meget tid på, siger den 61-årige bedemand, der bor i Osted.
Sidste år sprang den tidligere sygeplejerske ud som selvstændig og åbnede Avia Begravelse sammen med makkeren Rikke Løfqvist, der er fra Næstved. I dag starter de to kvinder dagligt bilen og kører Sjælland tyndt for at tale med pårørende om, hvordan de vil tage afsked med et elsket menneske, der ikke er her mere.
- Jeg har været i sundhedsvæsnet i mange år, hvor døden også er en del af hverdagen, så den lå lige til højrebenet. Og da jeg mødte Rikke i et andet bedemandsfirma, tænkte vi, nu kaster vi os ud i det, fortæller Charlotte Havgaard, der er opvokset i Kornerup.
Rykker ud
Mens landevejen er deres ven, råder de to ejere af det unge bedemandsforetagende ikke over en butik i mursten og mørtel, hvor kunderne kan nærstudere urner og underskrive papirer. Et helt bevidst valg og langtfra kun et spørgsmål om husleje, forklarer Charlotte Havgaard.
- Vores holdning er, at vi får et meget bedre indblik i, hvem folk er, og hvad de ønsker, når vi møder dem på deres egen hjemmebane. Men hvis folk hellere vil mødes uden for hjemmet, så finder vi selvfølgelig ud af det, understreger hun.
Og modellen har tilsyneladende givet pote. Ifølge Charlotte Havgaard kan Avia Begravelse notere sig en ”god start med flotte tilbagemeldinger” fra kunderne.
Efterspurgt duo
Selve navnet på forretningen Avia er latin for bedstemor, og det er da også en indirekte måde at stille skarpt på, at de to ejere råder over en pæn portion livserfaring såvel som det åbenlyse faktum, at de er kvinder.
- Vi oplever at blive efterspurgt, fordi vi er kvinder, afslører Charlotte Havgaard.
Er I bedemænd på en anden måde end jeres mandlige kolleger?
- Det ved jeg ikke, om man kan sige. Vores tilgang er, at vi giver os rigtig god tid til at tale med de efterladte om den situation, de står i. Vores mission er at give folk en tryg oplevelse, og derfor investerer vi også meget i at opbygge den relation, lyder det.
Samtidig er det netop over utallige kopper te med sønner, døtre, søskende og ægtefæller, at behovet for at den afdøde selv tager stilling til de mange lavpraktiske, men vigtige spørgsmål har bundfældet sig hos den lokale bedemand.
- I Avia arbejder vi med et værktøj, der hedder ”min sidste vilje”. Det handler om at forholde sig til, hvordan man gerne vil herfra. Hvad skal der synges til min bisættelse? Vil jeg begraves eller brændes, og hvilke blomster synes jeg er pæne? På den måde får man det, man selv ønsker samtidig med, at man sparer de pårørende for at skulle overskue en masse beslutninger i en svær situation, forklarer Charlotte Havgaard.
Hun afviser samtidig, at opfordringen er et forsøg på skrue op for salget af eksklusive kister og dyre dekorationer, inden boet er gjort op.
- Det handler ikke om, at jeg som bedemand skal have mersalg fra nogle blomster. Det handler om, folk får mulighed for at sige i tide: Det her har jeg lyst til, den dag jeg ikke er her mere, fortæller hun.