Plangrundlaget for en ny dagligvarebutik i Mørkøv er efter et langt tilløb faldt endeligt på plads, skriver dagbladet Nordvestnyt mandag.
Tidligere projekter er ikke blevet til noget, og arbejdet med den aktuelle placering er også blevet forsinket.
Men onsdag i sidste vedtog Holbæk Byråd lokalplanen og kommuneplantillægget for en ny dagligvarebutik.
Det bliver en Netto, der skal ligge på Ringstedvej 27 A og B samt en mindre del af Ringstedvej 25, tæt på hjørnet ved opkørslen fra Skovvejen.
- Vi overtager grunden den 15. februar. Der er endnu ikke indgået en endelig entrepriseaftale om byggeriet, fortæller Klaus Lindvig, seniorprojektchef i Dansk Supermarked Group, som ejer Netto-kæden.
Byggetilladelsen fra Holbæk Kommune skulle være lige om hjørnet. Men det vides endnu ikke, hvornår byggearbejdet indledes, og hvornår butikken kan åbne.
Grunden på Ringstedvej 27 A og B ejes af Peter Treschow, Torbenfeldt Gods.
I marts-maj i år var forslaget til en lokalplan og et kommuneplantillæg for den nye dagligvarebutik i høring i første omgang. Her nedlagde Erhvervsstyrelsen veto mod den valgte fremgangsmåde i kommuneplantillægget.
Styrelsens indsigelse gik på en udvidelse af bymidteafgrænsningen. I stedet skulle placeringen af butikken gøres mulig ved at udlægge området til lokalcenter.
Det er så sket i det nu vedtagne forslag til kommuneplantillæg, mens lokalplanforslaget er uændret fra første omgang.
