Farvel til seks byrødder og en borgmester

HALSNÆS BYRÅD Årets sidste byrådsmøde blev afviklet tirsdag 19. december. Det var samtidig sidste byrådsmøde for de seks medlemmer, som ikke opnåede genvalg.

Efter sidste punkt på dagsordenen (sag nummer 1056 i 2017) sagde borgmester Steen Hasselriis farvel og tak som borgmester:

"Tak for et fantastisk samarbejde. Der er mange byråd, der vil misunde os den pæne tone vi har her i vores byråd."

"Selvom der har været uenighed, så har det være på en god måde, som har været med til at illustrere, hvorfor der er forskellige partier. Jeg vil gerne sige jer alle sammen rigtig hjertelig tak for samarbejdet."

Herefter var der en buket blomster og en goodiebag til hver af de seks, som ikke er med mere i byrådet efter nytår:

Det er Ole S. Nielsen (DF), Ole Wedel (DF), Mette Kjerulf (V), Jan Eriksen (V), Peer Rohde (S) og Qasam Ahmad (Å).

Ole S. Nielsen havde dog meldt afbud til mødet, så hans buket gik derfor til suppleanten Lennart Rye.

Steen Hasselriis havde også et par ord til sin efterfølger på borgmesterposten, Steffen Jensen:

"Jeg har været meget optaget af at holde kursen. Det gælder også, når man sejler, at hvis man rammer ind i noget, som f.eks. Nordmolen, så gør det rigtig ondt."

"Jeg har købt et kompas til dig. Det kan du kigge på, så du kan holde retning og undgå slingrekurs, når du skal navigere i fremtiden. Held og lykke," lød det fra Steen Hasselriis.

Steffen Jensen kvitterede med et par ord til den afgående borgmester:

"Kan du huske, da vi mødtes første gang? Det var ved et dialogmøde i 2010, hvor jeg ytrede mig om it-problemer i skolen. Du sagde: 'Er der ikke en, der giver den unge mand en tudekiks?'"

"Du kalder en spade for en spade. Du er god til at sige tingene lige ud."

"Tak for det arbejde, du har gjort for hele kommunen," sagde Steffen Jensen og overbragte også en gave.

Det var ikke en rulle tudekiks, men et gavekort til den lokale boghandler

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...