Planerne har været der i flere år, men nu er der papirer på, at lægerne fra Lægehuset i Fårevejle flytter ind i lokaler i det tidligere Fårevejle Center.
- Jeg er glad for, at det er lykkedes at få aftalen i hus, siger formanden for social- og forebyggelsesudvalget i Odsherred Kommune Arne Mikkelsen (SF).
På udvalgets sidste møde i denne byrådsperiode besluttede udvalget, at det er en lokal håndværker, der skal stå for arbejdet med at renovere det tidligere plejecenter.
Det blev det lokale firma Tømmerfirmaet Holm og Svendsen fra Vig, der skal stå for renoveringen og nyindretningen af det tidligere plejecenter.
Samme firma står også for etablering af 15 køkkener til plejecentrene i kommunen.
- Vi får ikke så mange bud på vores licitationer, for håndværkerne i området har travlt, og det, må man da sige, er en positiv ting, siger Arne Mikkelsen.
Det tidligere plejecenter har stået tomt siden den 31. oktober, hvor den sidste beboer fraflyttede, oplyser kommune-direktør Gitte Løvgren.
Men det var altså først på social- og forebyggelsesudvalgets møde tirsdag den 5. december, at håndværkerne blev valgt.
Ifølge Arne Mikkelsen var der blot et bud på arbejdet, der ventes at være færdigt omkring marts måned.
