Ny smykkebutik i Slotsarkaderne

Vibholm er navnet på smykkekæde, som 23. november gjorde sit indtog i Hillerød og ser ud til at være kommet godt fra start.

Hele firmanavnet er »Vibholm guld og sølv«, der går for at være en hurtigt voksende virksomhed indenfor dette forretningsområde, og den er nu også på plads i SlotsArkaderne - centralt i en by, der umiddelbart vurderet ikke mangler smykkeforretninger. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vi ser ikke de andre butiker som konkurrenter, men som kollegaer. Jeg tror, at vi kan supplere hinanden, ved at vi hver især har noget specielt at fremvise. Hos Vibholm har vi bl.a. et stort udvalg i Christina Jewelry og Jaguar herreure, fortæller den daglige leder hos Vibholm i Hillerød, Tina Julius.

Indehaver af firmaet er Tenna Vibholm, der for 10 år siden overtog sin første guldsmedbutik på Strøget i Aarhus. Hendes udgangspunkt var, at byen manglede noget ungt og moderne, og så var hun - modsat de mere etablerede guldsmede - parat til at sælge billigere, men stadig modeprægede smykker. Strategien viste sig i den grad at holde. Tenna Vibholm ramte et stort marked og fik en en tilsvarende stor efterspørgsel.

Vibholm guld og sølv har i dag 20 butikker fordelt over hele landet plus en succesfuld webshop med ca. 120 ansatte - samt med hovedkontor i hjertet af Aarhus. Nærmest Hillerød ligger butikker i Vanløse og på Nørrebro i København samt i Holbæk.

Hos Vibholm guld og sølv finder du smykker, der koster fra 100 kroner og op til 50.000 kroner, og forretningen har desuden egen guldsmed.

Butikken i Hillerød sælger varer fra populære brands, der - udover Christina Jewelry & Watches og Jaguar - bærer navne som Pernille Corydon, byBiehl, Lund Copenhagen, Nuran, Kleopatra, Daniel Wellington, Skagen, Tissot, Arne Jacobsen, Karl Lagerfeld og Festina.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...