Det kan ikke komme bag på mange mennesker, at der bliver fyret krudt af nytårsaften, men ikke desto mindre forventer Nordsjællands Politi at modtage anmeldelser om netop det »problem« nytårsaften.
- Det slår aldrig fejl. Det er altid nogen, der ringer og i ramme alvor anmelder, at nu bliver der skudt fyrværkeri af, fortæller vagtchef Ole Hestbæk fra Nordsjællands Politi til Frederiksborg Amts Avis.
- Der kan selvfølgelig være gode grunde til at ringe til politiet, f.eks. hvis der bliver skudt af tæt på stråtækte huse, eller der er anden fare, men vi har altså også nogen, som bare ringer og fortæller os, at nu bliver der skudt krudt af, siger Ole Hestbæk.
