En rutinemæssig kontrol af to personer i en Ford fik mandag aften en uventet afslutning. Episoden skete på en parkeringsplads ud for ejendommene, der ligger på Blichersvej i 120'er numrene.
Ved 18.36-tiden opdagede betjentene i en patruljevogn, at der sad to personer i en bil, og det så en anelse mistænkeligt ud. Da betjentene åbnede døren, kunne de lugte, at der blev røget hash i bilen, og derfor foretog betjentene en ransagning af bilen, uden dog at finde hash.
Imidlertid lå der en totenschlæger i den venstre dørlomme, og det udløste en sigtelse for overtrædelse af våbenloven til en 22-årig mand, der sad i førersiden. Han nægtede sig dog skyldig, oplyser politikommissær Bjarne Vestergaard. Totenschlægeren skulle bruges til at knuse ruden, hvis bilen kørte galt, forklarede den unge mand. Det spørgsmål skal retten nu afgøre.
- Der er ingen relation til bander. Manden er ikke kendt af politiet, oplyser Bjarne Vestergaard.
