Ny selvstændig frisør med bronzemedalje i bagagen

Den 1. december får frisør Tina Bergmann i salon St. Tropez på Kattebjerg 3 i Næstved en dygtig kollega ved sin side. Der er 25-årige Michelle Pallisgaard, der nu tager springet ud på det dybe vand som selvstændig frisør i den velrenommerede salon over for Sct. Mortens kirke.

- I februar fik vi vores datter Aya Elin og jeg har siden været på barsel fra jobbet hos Birgitte Design i Næstved Storcenter, fortæller Michelle Pallisgaard.

2017 bliver dermed året, hvor drømmen om at blive selvstændig er modnet, og da hun for nogle år siden havde en god snak med Tina Bergmann om at starte i salonen, har salon St. Tropez og Tina Bergmann været hendes førstevalg af arbejdsplads efter barselsperioden.

- Jeg ved, at Sct. Tropez, der har eksisteret omkring 35 år i Næstved, har et meget trofast kundeunderlag og i det hele taget er en salon, hvor kunderne kommer igen, mener Michelle Pallisgaard at hun med sin baggrund kan tilføje nye dimensioner til salonens discipliner.

- Jeg er udlært hos en traditionel og dygtig frisør i Vordingborg og fik, som den eneste ud af tre hold frisørelever, bronze til svendeprøven. En af censorerne tilbød mig endda job efter eksamen - men det var lidt for langt væk at tage til Jylland, siger Michelle Pallisgaard med sit smittende smil. Turen gik derfor til hovedstaden, hvor hun arbejdede hos den kendte frisør Gun-Britt, der om nogen kan give unge frisører en ballast, de kan bruge resten af karrieren.

- Her blev jeg skolet i Vidal Sassoon-teknikker, som jeg også i dag anvender i mine klipninger og frisurer, fortæller den unge frisør, der med sin baggrund fra både lærepladsen og de 2-3 år hos Birgitte Design kan alle discipliner.

Tina Bergmann glæder sig meget til samarbejdet i salonen:

- Michelle er en enormt sød og dygtig frisør med ben i næsen. Vi har på nogle punkter forskellig klippestil, og det ser jeg som en styrke. Vi er også aldersforskellige, hvor Michelle vil kunne bringe et dejligt, friskt pust ind i salonen - og helt sikkert en masse af hendes tidligere kunder, siger Tina Bergmann med overbevisning.

Lørdag den 25. november kan man kigge indenfor i frisørsalonen og hilse på Michelle Pallisgaard, der holder reception klokken 13.30. Samtidig er der lidt sødt til ganen og boblevand til de tørstige.

Frisør St. Tropez nye hjemmeside er klar, så man allerede nu kan booke tid hos enten Tina Bergmann eller Michelle Pallisgaard. Adressen er www.frisorsttropez.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...