Frederiksborg Slot samarbejder med populær podcast

I 2016 fandt folkene bag historiepodcasten Kongerækken en samarbejdspartner i Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Nu indleder de igen et partnerskab - denne gang om formidlingen af Danmarks krigshistorie, skriver Kongerækken i en pressemeddelelse.

"Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot er en helt oplagt samarbejdspartner for os, da museet har en imponerende samling af historie- og bataljemalerier, som netop skildrer denne del af Danmarks historie," siger historiestuderende Hans Erik Havsteen, der sammen med journalist Anders Olling står bag Kongerækken.

"Vi har længe gerne ville se på den denne dramatiske og væsentlige del af vores historie, så vi er rigtig glade for, at museet var imødekommende over for dette projekt," siger Anders Olling.

Duoen har siden 2015 udsendt fire podcastserier, holdt en række udsolgte foredrag, udgivet det historiske kortspil Kongekort samt tre bøger om de tidligste danske konger på forlaget Lindhardt og Ringhof.

For Det Nationalhistoriske Museum er samarbejdet en mulighed for yderligere at udbrede kendskabet til museets omfattende samling af malerier og genstande til et stort historieinteresseret publikum.

"Vi er glade for igen at kunne samarbejde med Kongerækken. Deres humoristiske og oplysende historieformidling giver et interessant og fornyende perspektiv på en række af museets genstande og temaer," udtaler Mette Skougaard, direktør for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i pressemeddelsen.

Første afsnit af Danmarks Krige udkom 28. oktober på onlinemediet netudgaven.dk og vil blandt andet kunne findes på spreaker.com/show/kongerakken.

Seriens 12 afsnit udkommer hver lørdag de kommende tre måneder. jbe

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...