"Jeg bor i Hillerød midtby, og her valgte vores familie at bo, da vi fik de børn, der nu er voksne eller ved at være det. Vi har en dejlig have med mange forskellige spiselige og uspiselige planter, og den har været en god legeplads for børnene og deres venner. Som viceborgmester har jeg ikke mindst arbejdet med, at flere af vores unge skal kunne gennemføre en god uddannelse. Mit arbejde er at udvikle undervisningsmaterialer og at fremme global sundhed. Før jeg var borgmester i Hillerød, var jeg medlem af Europa-Parlamentet og formand for Forbrugerrådet."
Vi skal gøre endnu mere for, at Hillerød er en god kommune at være barn i. Vores børn skal kunne have flere voksne om sig i dagtilbud, og vi vil gerne øge normeringerne. Vi vil have en folkeskole, hvor børnene trives og lærer så meget, som de kan.
Når man bliver ældre og svag i vores kommune, skal man kunne føle sig tryg. Det er vigtigt for mig, fordi man kan blive usikker og angst, når man bliver afhængig af andres hjælp. Vi skal respektere det omsorgsarbejde, der foregår, og gøre det mere attraktivt, så flere vil udføre det og sygefraværet kan falde.
Vi er en kommune, hvor mange kommer ind hver dag for at arbejde og mange pendler. Vi er nødt til at forbedre trafikforholdene og kæmpe for bedre forhold for dem, der skal med s-toget, for ombygning af den gamle station og for at få færdiggjort motorvejen.
I Hillerød Kommune er vi gode til at hjælpe hinanden. På den måde når vi meget mere. Tænkt bare på hele kultur- og fritidsområdet, hvor mange frivillige skaber gode forhold for de aktive. Vi er også gode til at samarbejde og har skabt Hillerød Byforum, hvor kulturen, handlen og byrådet sammen skaber en bedre by for borgerne, gæsterne og den handlende. Vi er også gode til at tiltrække uddannelser og arbejdspladser, som på mange måder er rygraden i den velfærd, som vi sætter højt.
I Hillerød skal vi blive bedre til at passe på de ældre - vi gør det godt, men kan godt gøre mere. Vi kan også gøre mere for børnene med flere pædagoger. Vi skal have øje for det store i det små. Vi skal blive bedre til at samarbejde - byrådets partier må vende tilbage til det gode samarbejde, vi før har haft. Vi skal gøre det nemmere at komme rundt på cyklen, vi skal blive bedre til at passe på naturen og gøre det lettere at være frivillig. Vi må også gøre mere for trafiksikkerhed i by og på land.
Om 10 år har vi gjort endnu mere sammen for at gøre vores kommune til en god by at leve og arbejde i. Vi har gjort mere for vores børn i den vigtige start på livet. Vi har fået flere af vores unge i uddannelse. Vi oplever, at det er nemmere at føle sig velkommen, og kunne præge de institutioner, som ens børn eller gamle eller udsatte familiemedlemmer er afhængige af. Vi oplever, at det er blevet nemmere at pendle og mere sikkert at færdes i de små byer og på landevejene. Vi føler os endnu mere trygge, når vi går eller cykler og oplever en mere velholdt og smuk bymidte, hvor gågaden ikke spærres af biler. Vi kan se en ny dejlig bydel forme sig omkring det nye hospital og den nye Favrholm Station, og vi kan mærke endnu mere, at vi bor midt i Nationalparken Kongernes Nordsjælland.