Dele af det store PostNord-byggeri ved Skandinavisk Transport Center (STC) i Køge er blevet færdig før tid. Det samlede projekt består af to store bygninger opført af entreprenørvirksomheden DS Flexhal, med investeringsbanken Pareto Securities som bygherre og udlejer.
Den ene bygning - en tredjepartslogistik hal på 31.000 kvadratmeter bliver én af Danmarks største TPL-enheder. Den anden bygning er en pakke- og godsterminal (HUB) på 25.000 kvadratmeter.
Det er sidstnævnte, som nu er færdig to måneder før den aftalte tidsfrist, oplyser DS Flexhal i en pressemeddelelse. Byggeriet af HUB'en blev påbegyndt midt i januar 2017, så der er tale om en byggetid på under ti måneder.
- De to byggerier går helt forrygende, og vi er stolte over, at PostNord kan flytte ind i HUB-terminalen før tid, udtaler direktør for DS Flexhal, Kent Hejn Kristensen, i pressemeddelelsen.
TPL-lageret på 31.000 kvadratmeter afleveres planmæssigt lige før jul.
Hos PostNord glæder man sig over, at det har været muligt for DS Flexhal at prioritere den del af byggeriet i Køge, der skal rumme pakketerminalen.
- Det betyder, at vi har den nødvendige tid til at installere og teste vores automatiske sorteringsanlæg, som efter planen skal gå i drift til april. Pakketerminalen er et af flere vigtige skridt i vores rejse mod at blive en endnu stærkere logistik- og pakkevirksomhed, siger Jakob Manori, chef for Terminaler og Transport i PostNord, til DAGBLADET.
