I første omgang forlød det, at Det Gamle Toldhuus på Præstø Havn ville bevare sit navn, men nu har de nye forpagtere ombestemt sig.
Når Vibeke og Jimmi Sommer sammen med Michelle Sommer slår dørene op til deres nye restaurant, bliver det under navnet »Restaurant Sommers«.
- Det bliver en fiskerestaurant men også med kødmenuer. Vi åbner 1. marts men holder en lille reception lørdag 25. februar fra klokken 12 til 15, hvor alle er meget velkomne til at komme og hilse på, lyder det fra familien Sommer.
I november 2022 gik kok Kim Hemmingsen konkurs med restaurant Det Gamle Toldhuus i Præstø. Familien Sommer syntes, at byen manglede en fiskerestaurant, så de slog til og lejede sig ind. De driver i forvejen Marina Fisk i Vordingborg og fiskebilen MS Fisk, som begge fortsætter.
Jimmi Sommer stammer fra en vaskeægte fiskefamilie. Hans farfar solgte fisk fra en hestevogn i Frederikshavn, mens faderen og en onkel havde hver deres egen fiskeforretning. Selv fik Jimmi Sommer som 18-årig sin egen fiskevogn. Han har tidligere haft butikker i Næstved, Ballerup og fiskebil på forskellige torve.
Det Gamle Toldhuus var oprindeligt toldbod og har i nyere tid været kendt som Skipperkroen. Siden kom det blandt andet til at huse Præstø Madmarked. I 2019 købte Jakob Helles bygningen for at sætte den i stand, og i 2020 lejede Kim Hemmingsen sig ind - samtidig med at coronaen kom.
