I et langt, personligt interview med Ude og Hjemme fortæller Mette Thiesen, medlem af folketinget for Dansk Folkeparti og tidligere byrådsmedlem i Hillerød, om det, hun kalder det værste år i sit liv. Et år, hvor hun levede i et forhold med psykisk vold, og hvor hun måtte forlade Nye Borgerlige efter hendes nuværende ekskæreste havde skabt kaos på valgnatten 1. november 2022.
I interviewet fortæller hun om, hvordan hun oplevede at være udsat for psykisk vold i sit forhold, og hendes historie foldes også ud i podcasten “Min kærlighedshistorie”.
Da valgstederne var lukket sent om aftenen 1. november 2022, så det først ud til, at Nye Borgerlige ville fordoble deres mandater fra fire til syv eller otte, og Mette Thiesen mødte op til festlighederne på Christiansborg, hvor partileder Pernille Vermund var på vej. Hun nåede at sende et optimistisk citat til Frederiksborg Amts Avis, som kunne komme med i trykken før avisens deadline. Det var inden, alt gik galt.
Den endelige optælling af stemmerne viste et knapt så positivt resultat - det blev blot til seks mandater til partiet, men det var slet ikke det værste, Mette Thiesen skulle igennem den aften. Hendes kæreste kom nemlig i en konflikt til valgfesten, hvor han overfaldt en ansat i partiet og også hældte øl ud over en anden gæst.
Medarbejderen måtte på skadestuen, og Mette Thiesens kæreste blev politianmeldt. Det kom siden frem, at kæresten tidligere havde truet den ansatte på partiets sekretariat, og derfor havde han fået forbud mod at komme til valgfesten og generelt vise sig hos Nye Borgerlige.
Episoden blev begyndelsen på enden for Mette Thiesen i Nye Borgerlige, og en uge efter forlod hun partiet.
Løb væk
Nu, halvandet år efter, fortæller hun i et interview i Ude og Hjemme om, hvad der egentlig skete den aften - og hvordan hun mener, hun blev udsat for psykisk vold af kæresten.
- Jeg blev så chokeret, at jeg faktisk har mange sorte huller fra den aften. Det var så uvirkeligt at stå at se på, at jeg trak mig. Helt fysisk løb jeg væk, siger hun til Ude og Hjemme.
På det tidspunkt havde hun været sammen med kæresten i et halvt års tid. Mette Thiesen fortæller i interviewet om en kæreste, der kunne blive meget jaloux, eksempelvis over en besked, hun modtog på sine sociale medier, og få voldsomme vredesudbrud. Mette Thiesen blev dog alligevel ved med at give ham chancer - selv efter den katastrofale valgnat på Christiansborg.
Først et halvt år efter episoden til valgfesten havde Mette Thiesen samlet mod og overskud nok til at komme ud af forholdet. Nu deler hun sin historie for at hjælpe andre til at finde det samme mod og forlade dårlige forhold, eller måske helt undgå at ende i dem.
- Jeg ved, der desværre er mange derude, som sidder fast i et forhold med psykisk vold. Hvis jeg med min historie kan være med til at rykke noget for bare en, så er det nok for mig, siger hun.
Ude & Hjemme har tilbudt Mette Thiesens ekskæreste af fortælle sin version af historien. Det har han ikke ønsket, men han skriver i en sms til magasinet: ”Der blev skrevet rigtig mange ting i diverse medier, som ikke var korrekte. Det havde desværre en stor indvirken på vores forhold. Jeg har kun gode ting at sige om Mette, hun har mange gode kvaliteter, og jeg ønsker hende alt godt i livet. Jeg var meget glad for Mette, og hun vil altid have en plads i mit hjerte.”
Mette Thiesen er 42 år og bor i Hillerød med sine to sønner på 14 og 12 år. Hun har siddet i byrådet i Hillerød fra 2013 til 2019.
I 2013 blev Mette Thiesen valgt til kommunalbestyrelsen i Hillerød for Det Konservative Folkeparti, og i 2015 var hun folketingskandidat for partiet i Nordsjælland. I 2017 meldte hun sig ud af Det Konservative Folkeparti og blev i stedet spidskandidat for Nye Borgerlige. Som landets eneste Nye Borgerligekandidat blev hun ved kommunevalget i 2017 valgt ind i byrådet med mere end 1000 stemmer.
I 2019 kom hun i Folketinget for Nye Borgerlige og gik ud af byrådet. Fra november 2022 til februar 2023 var hun løsgænger, indtil hun blev medlem af Dansk Folkeparti, som hun i dag repræsenterer i Folketinget.
Vi leverer dagligt historier fra Furesø, Allerød og Hillerød, og vi bestræber vi os altid på at fortælle om det, der betyder noget for dig.
Så har du en ide til en artikel eller et tip, så send en mail til redaktionerne på hillerod@sn.dk, alleroed@sn.dk eller furesoe@sn.dk eller kontakt os på vores hovednummer 48 24 41 00.
Du kan også kontakte vores journalister direkte:
Johanne Wainø, redaktionel souschef og journalist, johanne.wainoe@sn.dk
Janne Mulvad, journalist, janne.mulvad@sn.dk
Mette Dolmer Thygesen, journalist, mette.thygesen@sn.dk
Per Skovkjær Sand, journalist, per.sand@sn.dk
Anne-Mette Rasmussen, journalist, anne.mette.rasmussen@sn.dk
Martin Stokkebro Moestrup, journalist, martin.moestrup@sn.dk
Louise Mørch Vilster, journalist, louise.vilster@sn.dk