UNDERSØGELSE Halsnæs er blandt de 10 kommuner, hvor indbyggerne er mest tilfredse med at bo, afslører undersøgelsen 'Markedsindsigt i de danske kommuners udvikling' fra firmaet Exometrics, som har spurgt i alt 5000 danskere om at bo i de 98 kommuner - ud fra parametre som indkøb, transport, kultur, institutioner og skoler, sport og udbud af boliger.
Exometrics' analyse- og udviklingsdirektør, Henrik Sørensen, råder kommunerne til at se placeringen som et værktøj: "Det er meget interessant at se, at både Frederiksberg og Halsnæs ligger meget tæt på toppen af listen, mens København er placeret på 30.-pladsen. Det vil sige, at det ikke kun er kommunens størrelse, ressourcer og urbaniseringsgrad, der skaber tilfredshed hos borgerne i sig selv."
Exometrics laver analyser for ejendomsbranchen og kommuner, hvilket i denne undersøgelse placerer Halsnæs i top 10 sammen med kommuner som Frederiksberg, Hørsholm, Dragør og Gentofte. Så følger tre kommuner fra Københavns Vestegn: Solrød, Rødovre og Ishøj. Kilde: pressemeddelelse