DF: Vi har ikke sagt at vi vil pege på Carsten Rasmussen som borgmester

Dansk Folkeparti benyttede selvfølgelig også torvedagen lørdag til at forsøge at kapre nye vælgere på Axeltorv.

Her fik Sjællandske en lille snak med DF's byrådsmedlem Niels Keldberg, der sammen med partikollegerne Ghita Nelander og Thomas Palmskov søger genvalg til byrådet.

Niels Keldberg vil blandt andet gerne rette, hvad han kalder en fejlfortolkning i Sjællandskes nylige analyse af kommunalvalget i Næstved. Her fremgik det, at Keldberg og Dansk Folkeparti skulle have besluttet at pege på Socialdemokratiets Carsten Rasmussen som fortsat borgmester, når stemmerne er talt op den 21. november.

- Det er ikke rigtigt. Vi har overhovedet ikke taget stilling til, hvem vi vil pege på som borgmester. Vi støtter det parti, hvor vi kan få mest af vores egen politik gennemført. Så det må vi se på efter valget. I får i hvert fald intet klart svar fra os om, hvem vi vil pege på som borgmester, før valget er overstået, siger Niels Keldberg, og peger sigende på et klistermærke, han har siddende på jakken, hvor der står: »DF siger stop for rødt!«.

Keldbergs egne mærkesager er blandt andet bedre ældrepleje, bedre økonomi og mere omtanke med hensyn til hvor pengene bruges samt hurtigere sagsbehandling i kommunen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...