Genbrug Et hyperlokalt samarbejde mellem butikken Dogville på Hundested Havn og Velvetnoon har resulteret i en produktion af bumbags lavet af udtjente surferfrakker fra Klitmøller Rig Wear. Taskerne, som er klimavenlige og dansk design, hitter allerede i udlandet.
De skulle egentlig have været kasseret, men nu får gamle surffrakker nyt liv som farverige såkaldte bumbags, i et lokalt designsamarbejde. Taskerne landede allerede i december i Los Angeles, hvor klimavenligt, cool dansk design er in.
Masser af kvalitet
Taskerne er blevet til gennem et samarbejde mellem butikken Dogville på Hundested Havn og upcycling-specialist og designer Iben Maria Fredsøe. Hun har kastet sig over nogle af butikkens aflagte frakker fra Klitmøller Rig Wear:
- Jeg kender gutterne bag Klitmøller Rig Wear, og vi sparrer sammen om forskellige designmæssige udfordringer, men har hele tiden haft planer om et egentligt samarbejde. Og det har mundet ud i upcycling af fede, slidte surferfrakker, der stadig er masser af kvalitet i, men som ejeren har skiftet ud efter års slid i sand og saltvand, siger Iben Maria Fredsøe.
Pant på frakker
Også Christian Taasti, der er medejer af Dogville og startede Klitmøller Rig Wear i 1989, er begejstret for samarbejdet:
- Vi har kørt med pant på vores frakker i nogle år, hvilket vil sige, at folk kan få 300 kroner retur for deres gamle frakke ved køb af ny. Derfor har vi fået frakker ind, der måske nok havde udtjent deres funktion som surferfrakke, men hvor materialerne er for gode til at skille sig af med. Især den kraftige nylontwill og det bløde polyesterfor, har ofte en lang levetid, siger han og fortæller desuden, at der tidligere har lavet hynder af frakkerne. Hynder, der ligger på pallebænkene udenfor, og som folk jævnligt spørger, om de må købe.
Unikke ’bumbags’
Ifølge Iben Maria Fredsøe taler de unikke bumbags lige ind i det, som køberne i Los Angeles efterspørger:
- Det er unika, det er autentisk. og det er genialt genbrug, siger Iben Maria Fredsøe.
