Rammerne er perfekte. Køkkenet er fuldt udstyret, serveringslugen venter bare på at blive åbnet og lokalet er næsten klar til at rumme helt op til 100 mennesker, der ud over at få noget at spise, også kan tage et slag billard ved det store bord bagerst i lokalet, eller et brætspil af en art. Man kan også bare hygge sig med en kop kaffe og et stykke kage.
- Skal vi lige løfte pladen af?
Daglig leder af Det skæve Folkekøkken, Mette Møldrup, viser rundt i Vilhelm Pedersens Maskinfabriks tidligere kantine. Det er Fonden Det private Botilbud, der har seks botilbud og en række aktivitetstilbud til udviklingshæmmede voksne, der har lejet sig ind i store dele af den tidligere maskinfabrik på Østergade i Høng.
Deriblandt kantinebygningen, der også indeholder Håndværkerliv og Krealiv, aktivitetstilbud, som pt. har omkring otte borgere tilknyttet.
- De har for eksempel hjulpet os med at lave bordene her i folkekøkkenet, slebet og lakeret, fortæller Mette Møldrup, der sammen med fem udviklingshæmmede voksne skal sørger for, at Det skæve Folkekøkken alle hverdage fra klokken 11 kan servere dagens ret til alle, der kunne tænke sig et billigt, godt og veltilberedt måltid mad.
Billardbordet har fået pladen af og den tidligere kantine er indrettet med en sofagruppe og en hel del fine, runde borde, der er lavet af gamle kabeltromler.
Køkkenet har fået nyt inventar indkøbt via Den blå Avis og alle tilladelser er i hus.
- Vi kommer til at lave dagens ret ud fra konceptet, at alt er lavet fra bunden af gode råvarer og at maden bliver kendte, gode retter, som kan mætte en håndværker. Men vi sigter faktisk ret bredt, for vi vil gerne gøre Det skæve Folkekøkken til sted, hvor alle føler sig hjemme og hvor alle kan være med på prisen. Vi er landet på 69 kroner for dagens ret, fortæller Mette Møldrup.
Ud over dagens ret vil der være smørrebrød, ostemad, kage og kolde og varme drikke.
Foreløbig er åbningstiden sat til klokken 17, men viser det sig, at der er behov for at holde længere åbent, gør man det.
- Vi skal lige se, hvordan det bliver modtaget, for vi har mange ideer. Der er et skønt udeareal, som vi kan bruge om sommeren, vi har planer om aktiviteter, foredrag og andre arrangementer, men vi tager det hen ad vejen, siger Mette Møldrup.
Fordi lokalet har været indrettet som kantine, er det også konceptet i Det skæve Folkekøkken.
- Det er fuldstændig som et cafeteria. Man henter en bakke, kommer og og bestiller og betaler, og så sætter man sig bare, smiler Mette Møldrup, der glæder sig rigtig meget til at komme i gang.
Hun ser Det skæve Folkekøkken som et sted for alle, der har lyst. Folk, der savner nogen af snakke med, ældre, der ikke har mod på den daglige madlavning, familier med børn, unge, gamle, ja alle er velkomne.
Man kan desuden leje lokalerne til privatfester og arrangementer i weekenderne. Maden kan man enten købe af Det skæve Folkekøkken eller få bragt udefra.
Planerne har nemlig været i gang i over et år, men man kunne først kommet til at indrette sig og renovere i september sidste år.
Der er reception på Det skæve Folkekøkken fredag den 24. februar klokken 15, og første åbningsdag er som nævnt mandag den 27. februar.




