Stort hjem for voksne autister klar i 2024

Ny Højtoft i det vestlige Hvalsø bliver et internationalt forbillede for det gode hjem og liv for voksne med autisme. Landsforeningen Autismes materiale/ Njordrum Care

Ny Højtoft i det vestlige Hvalsø bliver et internationalt forbillede for det gode hjem og liv for voksne med autisme. Landsforeningen Autismes materiale/ Njordrum Care

Et bosted af international klasse for voksne med autisme står efter planen klar i andet kvartal 2024 ved Åsen i Hvalsø.

Det nye bosted får navnet Ny Højtoft. Det nye botilbud indeholder 36 lejligheder fordelt på fire bo-grupper. Samtidigt opføres et seniorhus til beboere med autisme.

Og hele forarbejdet er nu kommet så langt, at spaden skal i jorden i marts - en dato er endnu ikke fastsat officielt - og det bliver med fin tilstedeværelse.

Finansieringen er på plads. I forbindelse med opførelsen af Ny Højtoft har AkademikerPension og Landsforeningen Autisme indgået et partnerskab, som på sigt skal føre til flere nyopførte botilbud. Hvalsø-bostedet bliver det første, flere vil følge efter.

130 mio. kroner

- Vi håber på, at aftalen på sigt munder ud i 5-10 projekter og en portefølje på omkring en milliard kroner, siger ejendomschef hos AkademikerPension, Søren Møller-Larsson, som i en pressemeddelelse fortæller, at partnerskabet er en tilføjelse til pensionskassens nye ejendomsstrategi.

Rundt om i landets kommuner skal der findes attraktive byggegrunde, hvor nye bosteder kan blive opført. Til det formål har Landsforeningen Autisme stiftet den erhvervsdrivende fond, Boligfonden Autisme.

AkademikerPension investerer 130 millioner kroner i opførslen af Ny Højtoft. Den 4.470 kvadratmeter store ejendom overtages af AkademikerPension ved færdiggørelsen, idet Ny Højtoft tegner en 30-årig lejekontrakt.

Naturen trækkes ind

Njordrum står bag det samlede design af projektet, der beskrives som en varieret bystruktur, hvor landskabet og stedets karakter trækkes helt ind i bebyggelsen.

I bo-grupperne er der blandt andet køkken, spisestue, opholdsstue og aktivitetsrum, der indbyder til fællesskab og nærvær eller mulighed for at være tilstede på egne præmisser. I centerbygningen er der sal og cafe. Bygningerne rummer også sanserum, anretterkøkken, møderum og kontorer.

Ved hjælp af gårdhaver inde midt i byggeriet og med naturen trukket ind, så den smyger sig om bygningen, skabes en konstant kontakt med naturen. Natur giver velvære, er afstressende og repræsenterer noget roligt og rart. Det bliver en lille by i byen - ikke en institution. Og alt er designet i rolige farver.

Ovenud lykkelige

Problemet med at finde gode hjem til voksne med autisme er velkendt. Med Ny Højtoft og de kommende andre bosteder for voksne med autisme rundt om i landet skabes der noget af international kaliber, som også vil vække opsigt i andre lande.

Landsforeningen Autisme har pt. hjemmet Højtoft for voksne med autisme i Bagsværd. Men rammerne er ikke længere tidssvarende, og derfor gik landsforeningen for nogle år siden i gang med at lede efter en god placering, hvor der også kan udvides. Og placeringen i Hvalsø var det helt rigtige sted.

- Med et stigende behov for flere bosteder er vi ovenud lykkelige over, at vi inden længe kan åbne dørene til 46 nye pladser. I AkademikerPension har vi fundet en samarbejdspartner, der ligesom os har et stort fokus på, at byggeriet tager højde for en lang række ansvarligheds-parametre, når det kommer til beboernes behov, fortæller forstander på Højtoft, Thomas Viskum i en pressemeddelelse.

Behovet stiger

Og adm. direktør i AkademikerPension, Jens Munch Holst er lige så tilfreds med aftalen:

- I AkademikerPension forsøger vi at have ansvarlighed med i alt, hvad vi foretager os. Og med Ny Højtoft er vi med til at løse et samfundsbehov, samtidig med at vi laver en god investering for vores medlemmer, siger administrerende direktør, Jens Munch Holst.

Hos Landsforeningen Autisme er formand, Brian Andersen, også begejstret for det nye partnerskab:

- Behovet for nye bosteder går kun én vej - opad. Derfor har det betydet meget for os at finde en samarbejdspartner, som ikke blot har et investeringsmæssigt fokus, men også et fokus på et ansvarligt socialt byggeri. Aftalen gør det muligt at gå på jagt efter nye lokationer og nye interesserede samarbejdspartnere omkring opførelsen af nye bosteder til vores medlemmer, fortæller han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...