Der blev afsat 500.000 kroner til forundersøgelser, projektering og udbud af en ny daginstitutionsbygning på Skolevej 70 i Havdrup på Solrød Kommunes første byrådsmøde i 2023 forleden.
På referatet kan man læse, at indstillingen blev fulgt, og at igangsætningen af arbejdet indebærer ”udarbejdelse af en tidsplan, udvælgelse af udbudsform og projektering af det fulde projekt for etablering af en ny daginstitution på Skolevej 70”.
Men selvom indstillingen blev fulgt, kan man dårligt sige Skolevej 70 og gårdbørnehave uden at sige debat i byrådssalen. I hvert fald lød det fra Venstre, der godt nok også støttede indstillingen, at det er ærgerligt, at sagen er startet op på et uoplyst grundlag.
- Forældrene har heller ikke været hørt. Det er ikke for sent at spørge, som Ivar Haugaard-Hansen blandt andet indledte.
Han indvendte også, at der ikke er tale om ”plug and play” med etableringen af gårdbørnehaven, hvilket projektet ellers ”blev solgt på”.
Undervejs blev der også diskuteret flittigt om integrerede institutioner, som flere gav udtryk for, er at foretrække.
- Jeg bliver provokeret af, at vi omtaler integrerede institutioner som børnefabrikker og kasser, sagde 2. viceborgmester Jonas Ring Madsen (S) blandt andet.
Partifællen Anette Fynbo Blem bemærkede også, at integrerede børnehaver er at foretrække, da man ikke har store skift, som kan være en stor omvæltning for børn.
- Vi hører, at alle forældre ønsker integrerede institutioner, men hvad underbygger det?, spurgte imidlertid Ina Lindemark (VoresSolrød), der også spurgte, om der ligger evidens.
- Naturbørnehaven er også meget populær og har venteliste, og det kunne jo tyde på, vi mangler mere i samme stil, sagde hun også.
Positive tilkendegivelser
Familie- og uddannelsesudvalget besluttede på sit møde i december 2022 at få belyst nyt byggeri til et dagtilbud på Skolevej 70. Den 21. december 2022 besluttede byrådet på sit møde om børnehaven, at den skal have en gårdprofil ”i overensstemmelse med ejendommens beskaffenhed og beliggenhed”, og at den i første omgang oprettes som en børnehave med plads til 90 børnehavebørn. Det blev også besluttet, at ejendommen kan ”benyttes af andre aktører som f.eks. foreninger, fritidsliv, dagtilbud og skoler/SFO, dog under hensyntagen til den primære benyttelse af ejendommen”.
Undervejs nåede Regine Hovmøller (LA), henvendt til Ivar Haugaard-Hansen, at sige, at hun glædeligt deler nogle af de positive tilkendegivelser fra forældre, der har været om gårdbørnehaven.
