Der kunne stå »the comeback kid« på ryggen af Steen K. Gunnarson. For selvom han har været med i lokalpolitik i mange år, så har han også været dømt ude.
Nu er han tilbage igen, og denne gang gør han endda sit kandidatur gældende to steder ved valget 21. november.
- Når jeg nu blev spurgt, så er jeg jo dybt interesseret i blandt andet psykiatrien, som jo ligger inden for regionens område, siger Steen K. Gunnarson.
Da partifællen Jonas Kristinsson valgte at trække sit kandidatur til regionsrådet, trådte Steen K. Gunnarson til; Nu er det hans navn, der står som nummer 15 på Venstres liste til regionsrådet. Og hans navn er også at finde på Venstres kandidatliste til byrådet; her som nummer 7. I parentes bemærket har Venstre i dag 13 medlemmer i regionsrådet - og otte medlemmer af Faxe Byråd.
Steen K. Gunnarson er 55 år, bor i Haslev og var inden da landbetjent i Rønnede fra 1987. Han sad også i byrådet for Venstre både i Rønnede og i Faxe Kommune.
- Med placeringerne her ved jeg godt, at det igen bliver noget med at sidde og tælle de yderste stemmer igen, hvis jeg skal ind - både det ene og det andet sted.
- Ved valget i 2013 manglede jeg 16 stemmer i at komme ind på det sidste V-mandat, fortæller Steen K. Gunnarson.
Samtidig blev jobbet som landbetjent nedlagt, og Steen K. Gunnarson havde mildt sagt en turbulent periode.
- Nu er jeg indsatsleder hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i Nykøbing Falster. Jeg kører næsten kun aften og nat, og det passer mig bare så godt. Jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag, siger Steen K. Gunnarson.
Og i efteråret 2016 kom Steen K. Gunnarson da også tilbage til byrådet. Partifællen Jesper Beckmann flyttede, og som førstesuppleant kom Steen K. Gunnarson ind igen.
- Det var altså virkelig interessant. Min politiske ild blev genantændt. Jeg kom ind i nogle for mig helt nye udvalg; erhverv og kultur og beskæftigelse, og det er virkeligt spændende. forklarer Steen K. Gunnarson.
I januar stillede han så op som borgmesterkandidat. Venstres medlemmer skulle vælge mellem ham, Jonas Kristinsson og Ole Vive.
To stemmer afgjorde, at det blev Ole Vive og ikke Steen K. Gunnarson.
- Jo, jeg ærgrede mig. Men ved du hvad; Hvis du ikke kan tåle at tabe, så skal du ikke stille op. Og nu har jeg jo altså fået et mandat, så vil jeg bruge det til at gøre en forskel. Det er ikke fordi jeg mangler noget at bruge døgnets timer på, men fordi jeg mener, at hvis man har en holdning, så må man også tage ansvar, og det gør jeg så ved mit politiske virke, siger Steen K. Gunnarson.
Han står i øvrigt stadig ved sin holdning fra 2005 om at regionerne som tanke er en skidt idé og at man dengang i stedet burde have etableret kommuner med mindst 50.000 indbyggere i hver.
- Men nu har vi regionerne, og de har nogle opgaver at løse, og den opgave går jeg gerne i gang med. I mit virke som indsatsleder hos Politiet møder jeg jo desværre masser af mennesker, som er kommet i klemme i det psykiatriske system; måske giver det mig bedre ballast til at kunne træffe nogle fornuftige beslutninger om psykiatrien, siger Steen K. Gunnarson.
Nu er grunden i hvert fald lagt, kandidatlisterne er afleveret: Steen K. Gunnarson er kandidat til både byråd og regionsråd.
Artiklen her bringes også i Dagbladet Ringsted og Dagbladet Køge torsdag 21. september og i Sjællandske Næstved onsdag 27. september.
Du kan købe adgang til at læse resten af dagens avis på linket her: http://sn.dk/modules/sn/flow_page_buy?utm_source=FAXE&utm_medium=SN&utm_campaign=avislink