Tom er Danmarksmester i planke

Den tidligere verdenmester i at ligge i planke, 54-årige Tom Hoel, der ejer og driver motionscentret Aerobicgården på Elsenbakken 11 i Frederikssund sammen med sin kone Kirsten, kan nu også kalde sig Danmarksmester i Planken 2017, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det sker efter, at han fredag vandt det første DM i at ligge i planke, da stormagasinet benyttede åbningen af afdelingen »Athleisure, Sneakers & Sport« til at afholde mesterskabet over to dage. Tom Hoel, der i 2014 tog verdensrekorden to gange i »planken«, havde egentlig besluttet, at han slet ikke ville stille op, fortæller han.

- Min kone og jeg var enige om, at det var et overstået kapitel. Men torsdag aften så jeg, at den bedste tid hos herrerne var syv minutter. Så kunne jeg ikke styre mig. Jeg fik rigtig meget lyst til at være med. Det kan godt være, det er barnligt. Men jeg har ligget over fire timer i »planke«, og så skal en anden ikke kunne kalde sig Danmarksmester på bare syv minutter, forklarer Tom Hoel, som bor i Jægerspris.

Så fitness-instruktøren, der træner dagligt, men ikke har øvet planke meget længe, måtte ligge vandret med kroppen og benene strakt - og med kun albuer og tæer i underlaget - mellem tøjstativer, indtil han en time, 15 minutter og ét sekund senere kunnes kåres som Danmarksmester.

- Jeg havde egentlig planlagt at stå i halvanden time. Men jeg må indrømme, det »sved« noget. Så jeg tænkte: Hellere stå i en time og et kvarter i god stil end at vende vrangen ud på sig selv, påpeger han, som vandt to returflybilletter til Maldiverne.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...