Der var både udvisning, overtidsscoring og masser af intensitet, da FC Nordsjælland måtte se to point fordufte i sæsonåbneren ude mod Lyngby.
For to minutter inde i overtiden, var det Lyngbys Alfred Finnbogasson, der kom først over en returbold fra et stolpeskud og udlignede til 1-1.
En udligning der kom efter et Lyngbypres som følge af en sen udvisning af Adamo Nagalo, der fik to gule kort i én situation. Først for et frispark og siden for at komme i klammeri med Lyngby-bænken.
Det gav Lyngby det sidste momentum og så faldt udligningen, der altså kostede FCN to point i topstriden.
Sløj bane
Både i dagene op til kampen og i optakten var banen på Lyngby Stadion et tema, og det viste den sig også hurtigt at blive i starten af opgøret.
For begge hold skulle lige finde ud af, hvor meget der kunne spilles på det bumlede og glatte underlag. Det gav en noget blandet oplevelse i det første kvarters tid.
Men så fik FC Nordsjælland bedre og bedre greb om kampen og begyndte at skabe chancer. Adamao Nagalo vippede bolden dybt til Wahid Faghir, der startede inde som angriber, men hans afslutning blev reddet.
Det samme gjorde et skud fra Marcel Rømer, da Lyngby pressede på efter en dødbold i højre side. Andreas Hansen var på plads, og det var i det hele taget en halvleg, hvor han og kollegaen i Lyngby-enden, Mads Kikkenborg, fik vist sig bedst frem.
FC Nordsjællands offensiv manglede de sidste detaljer for at få chancerne spillet store nok, mens Lyngby havde held med at sende Rezan Corlu og ikke mindst unge Tobias Storm af sted i højre side, hvilket FCN havde svært ved at tøjle.
Men ingen af de to hold fik hul på bylden, så der kunne komme lidt ekstra liv i kampen, som til gengæld havde fin stemning på lægterne med masser af fans fra begge klubber.
Hjemmeholdet kom lidt mere optimistiske ud til anden halvleg og tog mere fat i spillet, men FC Nordsjælland var hurtige til at bruge den ekstra plads, det gav, fornuftigt. Især højresiden med Oliver Villadsen blev fodret, og så kom forløsningen lige inden en times spil.
Villadsen udfordrede og sendte fladt bolden ind i feltet, hvor Emiliano Marcondes snittede bolden videre, så den endte hos Wahid Faghir. Han kunne fra tæt hold sparke bolden ind til 1-0 og starte feste nede foran FC Nordsjællands fans.
Lyngby reagerede hurtigt med et par udskiftninger, men det var klart til FC Nordsjællands fordel, at kampen blev mere løs i strukturen. Martin Frese var tæt på at gøre det til 2-0 efter godt 68 minutter, da han stod for enden af et Marcondes-frispark, men bolden blev dirigeret et stykke over mål.
Hjemmeholdet forsøgte at holde bedre fast i bolden og åbne FCN-forsvaret, men de havde ofte meget svært ved at få spillet i gang, når først FC Nordsjælland fik etableret sit genpres.
Det gav nærmest belejringstilstand, men FCN fik ikke lukket kampen, så den levede videre. Det resulterede i et skud fra distancen fra Lyngbys indskiftede Parfait Bizoza, som Andreas Hansen sprang efter, men bolden tog målrammen. Samme Bizoza var tæt på lige efter på et bandespil, og så var det FCN-feltet, der var under belejring.
Det kom det i endnu højere grad efter udvisningen af Nagalo, og det endte med at koste FCN til sidst.
Lyngby-FC Nordsjælland 1-1 (0-0)
Mål: 0-1: Wahid Faghir (59), 1-1: Alfred Finnbogasson (92)
Advarsler: Tochi Chukwuani, Lyngby. Adamo Nagalo (87)
Udvisning: Adamo Nagalo (87), FC Nordsjælland.
Lyngby: Mads Kikkenborg - Tobias Storm, Pascal Gregor, Lucas Hey, Brian Hamalainen (70: Alfred Finnbogasson) - Rezan Corlu (80: Willy Kumado), Marcel Rømer, Tochi Chukwuani (60: Parfait Bizoza), Magnus Kaastrup (60: Kollbein Finnsson) - Frederik Gytkjær, Sævar Magnussen (80: Sebastian Koch)
FC Nordsjælland: Andreas Hansen - Oliver Villadsen, Kian Hansen, Adamo Nagalo, Martin Frese - Jacob Steen Christensen, Mads Bidstrup, Mohammed Diomande - Ernest Nuamah (89: Jonas Jensen-Abbew), Wahid Faghir (72: Mads Kristian Hansen), Emiliano Marcondes (85: Daniel Svensson)
Tilskuere: 6785