Der er tænkt over alle detaljer i forhold til form, farver og ikke mindst bæredygtighed i virksomheden WOWcph, der nu kort efter åbningen har skiftet navn til OjeOje, da navnet WOWcph lå for tæt op af et eksisterende brand.
Stifter, indehaver og designer Mette Wotkjær er bosiddende i Lyngby. Hun tager imod i de ny-istandsatte lokaler på Sorgenfrivej med et stort smil og et par røde briller skudt op i håret.
”Læsebriller er både need- og nice to have. Det er sådan en vare, som folk altid har brug for både i op- og nedgangstider, for der kommer en alder, hvor vores arme pludselig bliver for korte, når vi skal læse, hvad der står,” siger Mette Wotkjær og strækker armen ud i den klassiske positur for langsynede.
Fra starten lå det hende på sinde, at produktet skulle være så bæredygtigt som muligt. Derfor har hun indledt et samarbejde med miljøorganisationen Plastic Change, og alle stel er produceret af 100% genbrugsplast. Men det er ikke bare designet på brillen, der er gennemtænkt. På hjemmesiden kan man også købe bløde brilleetui syet af stofrester fra det danske møbelstoffirma Kvadrat.
Det er Mette Wotkjærs mor, der sammen med andre medlemmer af Soroptimisterne, har påtaget sig opgaven at sy de enkle og fine brilleetui.
”Jeg får nogle flotte og unikke brilleetuier, til gengæld får de hele overskuddet fra salget, som blandt andet går til gengæld får de hele overskuddet fra salget, som blandt andet går til at forbedre liv og status for kvinder og piger samt forbedre miljøet, både lokalt, nationalt og internationalt.,” fortæller Mette Wotkjær.
Æskerne, som brillerne sendes i, er selvfølgelig også lavet af genbrugsmaterialer, og der er tænkt flere funktioner ind. Blandt andet er retursedlen fortrykt på indersiden. Form og størrelse på kassen sætter også en designmæssig ramme for nye varer. For hun sælger ikke noget i sin webshop, som ikke er lavet af genbrugsmaterialer og som har en form og størrelse, så det kan pakkes i æsken.
”Det er en måde at minimere spild på,” siger Mette Wotkjær.
Kreativt fællesskab
Konceptet og design er udviklet i privaten på Chr. Winthers Vej, men hun har længe søgt efter muligheden for at blive en del af et lokalt kreativt fællesskab. På en af sine gåture ned til Lyngby passerede hun lejemålet på Sorgenfrivej.
Timingen var ikke helt perfekt, men jeg turde ikke andet end at slå til, for jeg måtte bare have de lokaler,” siger hun.
Den seneste måned er gået med at sætte dem i stand, så stuetagen med de buede vinduer nu fungerer som showroom og arbejdsplads. Men hun drømmer også om, at det kan blive en kreativ arbejdsplads for andre, der enten har brug for en ”flyverplads” eller en mere permanent arbejdsstation. Helt alene bliver hun dog ikke. I første omgang har hun indledt et samarbejde med Væksthuset i Rudersdal, der hjælper udsatte ledige.
”Det synes jeg er en god mulighed, fordi jeg som en lille iværksætter ikke har råd til at ansætte nogen lige nu, men til gengæld har både tid og det fornødne overskud til at hjælpe unge på kanten af arbejdsmarkedet. I første omgang er det bare et par timer et par gange om ugen, at jeg har en ung pige ansat, men det er noget jeg ser frem til,” siger Mette Wotkjær.
Showroom
I den ene ende af lokalet har hun samlet en trappe af kasser, som brillerne er udstillet på.
Ideen er at lokalet også skal fungere som et showroom. Hun regner med at holde åbent et par eftermiddage om måneden, så man kan komme forbi og prøve de forskellige modeller.
Første gang bliver den 22. februar fra 16-18. Hvor man kan få både kaffe og rådgivning.
Se mere på www.ojeoje.dk

