Dansk forsker tvivler på Nordkoreas påstand om brintbombe

Det var formentlig en forstærket atombombe og ikke en brintbombe, der tidligt søndag blev testet i Nordkorea.

Det vurderer major Thomas Galasz Nielsen, der er militær forsker ved Forsvarsakademiet.

- Min umiddelbare vurdering på baggrund af målinger i Sydkorea og Kina er, at det ikke er en brintbombe. Det er en atombombe, og langt den kraftigste, Nordkorea har fyret af. Men den er ikke kraftig nok til at være en brintbombe.

- Det er nok en forstærket atombombe. Det vil sige, at atombomben er blevet forstærket med en brintbombe i midten af den normale atombombe. Det giver mere energi, siger han.

Nordkorea har søndag hævdet, at landet har gennemført en vellykket prøvesprængning af en brintbombe. Mens det er uvist, om der er tale om netop denne type bombe, står det klart, at landet har udført sin sjette atomtest.

At have en brintbombe i sit arsenal er formentlig heller ikke det mest interessante for Nordkorea. I stedet handler det om at gøre atombomber små nok til at kunne passe i et sprænghoved på et missil, vurderer Thomas Galasz Nielsen.

- En brintbombe er selvfølgelig interessant for Nordkorea af prestigemæssige årsager. Men det mest interessante for dem er jo at gøre deres nukleare bomber små nok, så de kan transporteres med raketter, siger han og uddyber:

- Det er, når man gør bomben transportabel, at man skiller fårene fra bukkene. Det er ikke umuligt at lave sprængningen, hvis man har materialerne. Det svære er at lave bomben lille nok, så man kan bruge den til noget ud over at grave den ned i en hule og sprænge den.

Mange analytikere mener, at Nordkorea fortsat har udfordringer med bombernes størrelse. Men da landet fortsat tester i sit atom- og missilprogram, er det ikke udelukket, at det på et tidspunkt bliver muligt.

Ifølge Thomas Galasz Nielsen har USA's militære analytikere tidligere talt om en horisont på ti år, før Nordkorea lykkes med planen. Andre mener dog, at det kan gå langt hurtigere.

Nordkorea hævder søndag, at landet med succes har prøvesprængt en brintbombe.

Dermed er det nordkoreanske våbenarsenal muligvis blevet udvidet med et meget dødbringende kernevåben. Bliv klogere på brintbomber her:

* En brintbombe er et kernevåben.

* Brintbomber omtales ofte B-bombe eller H-bombe. H står for hydrogen.

* Der sker en voldsom energiudvikling i en brintbombe. Det sker ved en sammensmeltning - fusion - af lette atomkerner ved en kædereaktion.

* Brintbomber er kraftigere end atombomber.

* De farlige brintbomber er ikke nødvendigvis store i størrelse. Bomberne kan være helt ned til få fod lange og passer ind i missilers sprænghoveder.

* Den ungarske fysiker Edward Teller står bag udviklingen af brintbomben sammen med den polskfødte matematiker Stanislaw Ulam.

* Den kraftigste brintbombe, der hidtil er detoneret, er Tsar Bomba. Den blev sprængt af Sovjetunionen 30. oktober 1961.

Kilder: Gyldendals Den Store Danske, Ingeniøren, BBC.

Nordkorea har ifølge en række landes myndigheder søndag gennemført en atomtest. Bliver det bekræftet, vil det være landets sjette af slagsen.

Få her et overblik over de seneste års test:

* 3. september 2017:

Japan og Sydkorea hævder, at Nordkorea har udført sin sjette atomtest i løbet af godt et årti. Landene har registreret kraftige rystelser, der menes at stamme fra atomsprængning frem for jordskælv.

* 9. september 2016:

Nordkorea fejrer landets nationaldag ved at gennemføre en "succesfuld" atomprøvesprængning, melder landets stats-tv. Den underjordiske test har en styrke, der næsten matcher atombomben over Hiroshima i 1945.

* 6. januar 2016:

Nordkoreanske statsmedier meddeler, at landets militær har gennemført en sprængning af en hydrogenbombe. Det internationale samfund tvivler på, at der var tale om en hydrogenbombe. Eksplosionen vurderes at have en sprængkraft på seks-syv kiloton.

* 12. februar 2013:

Første atomprøvesprængning under Nordkoreas nuværende leder, Kim Jong-un. Sydkorea vurderer, at den havde en eksplosionskraft på mellem seks og ni kiloton.

* 25. maj 2009:

Nordkoreas anden atomprøvesprængning på omkring to kiloton. Den fører til fordømmelse fra alle dele af verden.

* 9. oktober 2006:

En eksplosion måles til at have en kraft på under ét kiloton, og prøvesprængningen betegnes som delvist mislykket. Det menes at være første gang, at Nordkorea forsøger sig med atomtest.

Kilder: Reuters, Yonhap, AFP.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...