Sløjfen er navnet på Furesø Kommunes nye rådhus på Stiager i Værløse.
Navnet er valgt, fordi bygningen binder det gamle rådhus i Værløse sammen med en ny fløj, men også fordi bygningen binder mange sløfter sammen for Furesø Kommune.
Borgmester Ole Bondo Christensen (S) og projektleder Claus Holm gav deres udsendte en rundvisning i de 5400 kvadratmeter, som skal danne rammen om cirka 330 kommunale medarbejderes hverdag, men også være et hus for borgerne og foreningerne.
- I 10-året for Furesø Kommune samler kommunens administration sig nu endelig på én lokalitet. Det giver årlige besparelser på driften på 8 millioner kroner og mulighed for at yde borgerne en endnu bedre og mere sammenhængende service. Samtidig bliver det også borgernes hus, der kan bruges af foreninger uden for rådhusets åbningstid. Jeg er meget glad for, at et enigt byråd står bag vores nye rådhus, lyder det fra Ole Bondo Christensen.
Rådhuset indvies officielt ved Foreningsfestivalen den 7. oktober, mens administrationen har første arbejdsdag 11. september. I disse dage rumsterer mellem 70 og 100 håndværkere for at få de sidste detaljer på plads, men de store linjer er på plads.
Det gamle rådhus er stort set bevaret, men indgangen er flyttet op til Irma-broen og giver direkte adgang hele vejen igennem rådhuset til den anden indgang på parkeringspladsen mellem rådhuset og Værløsehallen.
- Det bliver et ekstra strøg, som forbinder Bymidten med Værløsehallen. Rådhuset vil være åbent til klokken 19 og selv herefter vil der være en masse aktiviteter, idet foreningerne får mulighed for at benytte mødelokalerne, forklarer Claus Holm.
Blandt de detaljer man skal lægge mærke findes i loftet. Her dæmper lameller lavet af gamle plastikflasker for lyden og sørger for god akustik.
Den gamle hovedbygning er forsynet med et ekstra dæk henover den tidligere entré, men Bryllupssalen med det flotte vægmaleri af Adi Holzer er bevaret.
- Vi får også et nyt billede af Adi Holzer til atriet og nogle af Bernt Petersens flotte møbler fra Farum Rådhus får også plads i atriet. Også på den måde vil vi binde sløjfer til fortiden, forklarer Ole Bondo Christensen.
Den nye fløj er bundet sammen med den gamle hovedbygning med atriet i en sløjfe, og selv om der er udpeget områder til de forskellige grene af forvaltningen, er der som udgangspunkt ingen faste arbejdspladser. Der oprettes 330 dockingstationer og så er det ellers som udgangspunkt om at finde en plads hver morgen.
- Vi vil gerne have en forvaltning, der samles om bolden og arbejder sammen i projektområder, fortæller Claus Holm.
Borgmesteren er dog helt klar over, at enkelte medarbejdere sætter pris på en fast arbejdsplads.
- Vi bløder op på det. Nogle steder giver det mening at have en fast plads. Vi lægger vægt på, at der er den tryghed, at man ikke skal finde en ny plads hver morgen.
I den nye bygning finder man også den nye byrådssal i den lille knopskydning ud mod Værløsehallen.
- Vi lægger stor vægt på, at det ikke bare er en byrådssal. Lokalet vil blive brugt til mange andre møder og begivenheder, siger Ole Bondo Christensen.
Rådhusløsningen har en samlet pris på 80,7 milioner kroner. Entreprisen blev vundet af Anker Hansen A/S med en løsning tegnet af Nord Arkitekter. I praksis har Julie Fristrøm Eriksen været projektchef for Anker Hansen og Rasmus Rodam for Nord Arkitekter. De har arbejdet tæt sammen med Søren Jensen Ingeniører om rådhusløsningen.
- Vi er meget tilfreds med resultatet. Vi har fået opfyldt alle vores arkitektoniske ambitioner. Det har været en vellykket totalentreprise, lyder det fra Rasmus Rodam.
Borgmesteren erklærer sig enig.
- Der har været et godt samarbejde, hvilket har været med til at vi er lykkedes så dit med det. Rådhuset er afleveret til den tid, og med den kvalitet, vi havde aftalt, siger Ole Bondo Christensen.
mikkel