SKOLE Ingen tvivl - Frederiksværk skole, Enghave afdeling, har haft en usædvanlig turbulent dagligdag de senere år:
Først sammenlægning med Vinderød skole, så Melby skole, og nu efterfulgt af opdeling igen efter sommerferien 2018.
Et meget udfordret læringsmiljø, hvor der i diverse tests, vurdering af fagfolk og almen opfattelse er scoret meget lavt på alle niveauer.
Fem ledere er gået ind og ud af svingdørene i de sidste par år.
Og sidst, men ikke mindst, skolen er nu blevet en vigtig brik i valgkampen, da der er konstateret skimmelsvamp. Skal der bygges en helt ny skole, og hvor skal den ligge?
Alt i alt en rigtig stor udfordring for personalet: Hvordan får de skabt en stabil hverdag med trivsel og et godt læringsmiljø for eleverne under de forhold?
Men efterhånden er der dukket en masse lyspunkter op.
Udeskole og skolehaver kører fint med meget stor opbakning fra eleverne - uanset vejret.
Der scores væsentligt højere på diverse test.
Der er kommet et klart bedre læringsmiljø, hvor de fleste elever klarer sig bedre.
I dag er der en forbedret positiv indstilling til skolen, både fra personalet og fra politisk side.
Så er det man som udenforstående undres over, hvorfor forvaltningen har valgt at afskedige ("stoppet efter gensidig overenskomst") en af dem, der har været drivkraften i Enghaveskolen og med visioner og energi har bevæget skolen til, hvor den står i dag. En der som ny skoleleder ville være i stand til at samle og flytte Enghaveskolen videre i den rigtige retning, en retning hvor der fortsat kunne skabes trivsel og tillid omkring skolen.
Hvis man virkelig vil noget med Enghaveskolen, hvorfor mente man så i forvaltningen, modsat størstedelen af personalet, at vedkommende IKKE var den rigtige til at køre Enghaveskolen videre mod den gode skole?