Tre-retters menu med dertilhørende vinkort, der er nøje udvalgt af en sommelier, lyder umiddelbart ikke som noget, der hænger sammen med den klassiske festivaloplevelse.
Men nu har Ringsted Festival indført et VIP-tilbud til dem, der vil have lidt ekstra.
De nye tilkøbsmuligheder er gået som varmt brød, fortæller direktør for festivalen Anders Sørensen.
- Vi har skruet lidt op i år, og der har virkelig været stor efterspørgsel. Både fredag og lørdag er VIP-tilkøbsmulighederne udsolgt, og torsdag er der få billetter tilbage, siger han.
Den næsten udsolgte tilkøbsmulighed giver festivalgæsterne adgang til den nye festivalrestaurant »Scenekanten«, der har fri udsigt til Anlægsscenen.
Her får gæsterne bordservering, og maden bliver leveret af den roste Elmely Kro, der ligger i Ugerløse. Til den dyre menu følger også fri fadøl, vin og cocktail.
- Det er et kommercielt hensyn, som vi tager. Jeg oplever, at der er gæster, der gerne vil have lidt ekstra luksus på deres festival, og det kan de få med vores VIP-tilbud. Maden kommer fra Elmely Kro, der har et virkelig godt renomé. De er kendt for kompromisløs kvalitet, så det glæder jeg mig til at præsentere gæsterne for, lyder det fra Anders Sørensen.
Er man ikke til den dyre menu, kan man også købe plads til festivalområdet »Udsigten«, hvor maden bliver serveret som buffet, og hvor der ligeledes er godt oversyn over festivalpladsen.
Begge restauranter ligger i 1. sals højde.
Er man ikke interesserede i den ekstra luksus, kommer der til at være rig mulighed for at købe mad i de mange madvogne, som Ringsted Festival samarbejder med.