Formand: Aktivitetshus og nye boliger på vej

Richard Poulsen runder snart 40 år som formand for Kalundborg Almennyttige Boligselskab (KAB), og det bliver fejret med reception i Skydebanevængets Forsamlingshus torsdag den 21. september fra klokken 13-17.

Da han overtog formandsposten efter den daværende borgmester Jørgen Hagemann-Petersen, var der kun tre afdelinger, nemlig Klosterparken, Nyvænget og Skydebanevænget. Skydebanevænget har Richard Poulsen selv boet i siden 1961 med sin familie.

Noget af det første, han blev involveret i som formand, var byggeriet af Absalonparken. Siden hen er det blevet til mange byggerier, renoveringer og helhedsplaner. Selvom Richard Poulsen til april fylder 80 år, har han umiddelbart ingen planer om at stoppe med at være formand for Kalundborg Almennyttige Boligselskab, som i dag har 11 afdelinger og 1053 boliger.

- Jeg synes, at det kører meget godt, og jeg har også energien og lysten stadigvæk, siger han.

Næste større projekt bliver 30 almene boliger ved Herredsåsen, som skal laves i samarbejde med Kalundborg Kommune.

Det bliver tæt-lav bebyggelse, og der er billige boliger i mellem, som er tiltænkt studerende og pendlere.

- Vi mangler boliger, siger Richard Poulsen.

Derudover skal der laves et Aktivitetshus ved Sct. Olaiparken på 400 kvadratmeter for beboerne på Klosterparkvej. Her bliver beboerne også inddraget i udformningen.

I øjeblikket er rammerne for snævre i det nuværende trivselhus.

- Jeg håber, at det kan være færdigt i begyndelsen af 2020, siger Richard Poulsen.

Efterhånden har de fleste afdelinger fået en overhaling, og det er kun de store afdelinger Sct. Olaiparken og Klosterparken, som mangler.

- Det bliver muligvis først om fem til seks år på grund af ventetid på landsbyggefondmidler, siger Richard Poulsen.

Dette er en forkortet version af en artikel bragt i Nordvestnyt den 31. august.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...