Jane og Jesper er Nyboligs nye mæglerduo i Køge

Betegnelsen lokalkendskab får den rette betydning, når Jane Daugaard Lind og Jesper Persson fra 1. september bliver de nye indehavere af Nybolig Køge på Torvet efter Allan Wolff Nielsen, der har valgt at sælge forretningen, efter næsten 25 år som selvstændig. Duoen har tilsammen boet 35 år i Køge, hvor de har deres dagligdag med familie og netværk i byen. Det skriver LørdagsAvisen.

Jane og Jesper har hver ti års erfaring fra mæglerbranchen med udgangspunkt i Køge.

"For os vil kunden altid være i centrum. At købe og sælge bolig er en tillidssag, og det er afgørende, at mægleren kender det lokale boligmarked godt," siger Jesper Person, der af mange også vil være et kendt ansigt fra sine mange år på diskotek Ritz i Køge.

Jesper Persson har altid interesseret sig for boliger og elsker at være kreativ og se muligheder i alting.

"Ikke to boliger er ens. Nogen gange kræver det, at man går utraditionelt til værks, er kreativ og opfindsom samt vedholdende, og det mener jeg bestemt er nogle af mine væsentligste kendetegn. Jeg siger min mening, og jeg ved, hvad der skal til for at sikre et godt salg," fortæller Jesper Persson, som glæder sig over, at boligmarkedet i Køge er inde i en fantastisk udvikling, hvor byen oplever vækst på mange fronter.

Ifølge Jane Daugaard Lind kan nuværende og kommende kunder i Nybolig Køge forvente et seriøst og grundigt mæglerteam, hvor intet overlades til tilfældighederne.

"En ting er at levere et godt salg, men det er mindst ligeså vigtigt, at der er hundrede procent styr på alle dokumenter, så vi kender alle sager ned i mindste detalje. Bolighandler kan være komplicerede både økonomisk og juridisk, og jeg må nok indrømme, at jeg godt kan lide at sætte mig ekstra grundigt ind i detaljerne," siger Jane Daugaard Lind, som har fået mæglerbranchen ind med modermælken, da hendes far er indehaver af Nybolig - Fanø Ejendomshandel.

Jane Daugaard Lind og Jesper Persson er meget glade for, at de nuværende ansatte Matthias og Mikkel Wolff, begge sønner af Allan Wolff Nielsen - samt Gitte Jensen, fortsætter i det nye team. Det ser de som en stor styrke og fordel for kunderne.

"Vi holder, hvad vi lover. Man kan forvente en høj grad af tillid, grundighed, personlighed og så har vi begge høje æstetiske standarder. For os er det yderst vigtigt at en sælger eller køber føler sig i trygge hænder igennem hele processen. Vi kommer også til at lægge meget energi i markedsføringen af de boliger, vi sælger. Det skal være lækkert, indbydende og gerne skille sig ud fra mængden," siger Jane Daugaard Lind og Jesper Persson.

Allan W. Nielsen har mere end 30 års erfaring fra ejendomsbranchen. Han har både været omkring Johan Vive i Fakse-området og et ejendomskontor i Brønshøj, inden han startede hos sin far, Folmer Nielsen, i Herfølge i 1988. Siden 1993 har han været selvstændig, men har nu fået lyst til at prøve noget andet.

"Vi bliver jo ikke yngre, så hvis der skulle ske noget andet, så var tiden inde nu, og da jeg fik tilbuddet om at sælge slog jeg til," siger den snart forhenværende Nybolig-mægler, som ikke lige nu vil afsløre, hvad fremtiden bringer.

"Nu skal jeg lige sondere terrænet, og så må vi se. Jeg går jo ikke på pension, men har lyst til at prøve andre ting af," siger Allan Wolff Nielsen.

De nye indehavere fejrer overtagelsen af Nybolig i Køge ved en reception på fredag den 8. september fra kl. 14-18.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...