Østmøn/Vordingborg: Årets Åbent Hus-møde i turistorganisationen VisitSydsjælland-Møn i Kornerups gamle rådhus i Vordingborg udmøntede sig i kåringen af to priser: Bedste turismeinitiativ og en ærespris.
Den sidste er ikke blevet givet før, i stedet plejer organisationen med Møn Sjæl-prisen at hædre årets ildsjæl. Men som netværks- og turismeservicechef Vibeke Tejlmand sagde ved præsentationen, så skal årets ærespris kun uddeles hvert femte år.
Titlen tilfaldt den i turismekredse allestedsnærværende Ole Eskling, der som sit hovederhverv er resort manager på Camp Møns Klint. I 2021 vandt han også Møn Sjæl-prisen.
Kvalitetsturisme
Ole Eskling har utrætteligt gennem mange år arbejdet for at bringe turister til Møn. Ikke masseturisme eller endagsturisme, men rejsende der ønsker at være i naturen og gerne opleve luksus imens.
Han står bag idéer som at se naturen på hesteryg og at bo midt i naturen. Camp Møns Klint er ikke “bare” en almindelig campingplads, men et sted, hvor man kan ligge og kikke lige op i stjernerne.
Og netop mørket, der giver plads til at se lyset fra stjernehimlen har været noget, som Ole Eskling har arbejdet på at fremme. Han er en af fadderne til Dark Sky Møn og Nyord, som er blevet et begreb, enhver planlægger i kommunen skal have med i sine overvejelser.
Feriepiloter
Sukkerfabrikken som et feriecenter er et andet projekt, som han har fingrene dybt plantet i.
Det var også Ole Eskling, der i samarbejde med VisitSydsjælland-Møn udnævnte tre unge kvinder til feriepiloter, da de sidste sommer sejlede i spækhuggerbåden Gemini fra Svanemøllen til Klintholm Havn. De var inde i en række havne undervejs, og herfra tog de på ture undervejs.
Hvert sted har givet dem mulighed for at opleve noget nyt, fra kulinariske oplevelser på Hotel Frederiksminde, over paddle boarding ved Stevns Klint, cykelture i områderne ved de forskellige havne og meget mere. De to af pigerne var Ole Esklings egne tvillinger.
Sabel
Det blev borgmester Mikael Smed (S), der holdt talen for Ole Eskling, og da det havde regnet med konfetti ned over Eskling, startede borgmesteren, der jo også er politibetjent med at sige - med et stort grin - at konfetti er ulovligt i Vordingborg Kommune.
Dernæst fik prismodtageren en sabel som gave, for han plejer at have champagne med, når han sejler turister rundt om klinten.
Eskling selv gav udtryk for, at han var lidt rørt. Og så sagde han:
- Ærespris, det er sådan noget med alder, men vi er jo kun lige startet.
Hvorefter han opfordrede yngre kræfter til at blæse de gamle banen.
Turismeinitiativ
Prisen for årets turisme initiativ blev også delt ud, og den løb Stevns Klint Experience med.
Den vandt foran Vandrerute Klintekongens Rige, Picassoudstillingen Holmegaard Værk og Festivalen Gisselfeld Kloster.

VisitSydsjælland-Møn (VISM) udgør det strategiske grundlag for turismeudvikling og turismefremme i destinationen SydkystDanmark, der dækker kommunerne Faxe, Næstved, Stevns og Vordingborg.
VISM varetager den overordnede markedsføring af SydkystDanmark samt understøtter områdets 57 turistinformationer.

